Sidste år efterlyste Legatudvalget i Statens Kunstfond og Brøndby Strand Projektet en billedkunstner eller et kunstfagligt team til at gennemføre et toårigt offentligt kunstprojekt i Brøndby Strand Parken. Nu er det endelige vinderforslag fundet blandt 28 indkomne forslag.
Bag vinderforslaget står kunstner Morten Modin og kurator Stine Kähler. Sammen med områdets beboere skal de nu udvikle og realisere deres projekt sideløbende med et af danmarkshistoriens største nedrivningsprojekter: Nedrivningen af fem PCB-forurenende højhuse i Brøndby Strand Parken.
Morten Modin og Stine Kählers projekt udfolder sig om temaet ‘Mennesker og teknologi’. Et centralt led i projektet er etablering af et 3D-værksted, hvor blandt andre områdets børn og unge skal arbejde kunstnerisk med scanning, modellering og print.
I sidste ende kommer det toårige kunstprojekt til at resultere i tre offentlige kunstværker.
En positiv kontrast
Mange kender netop Brøndby Strand for den ikoniske skyline: 12 betonhøjhuse, der kan ses på kilometervis afstand. I de kommende år kommer vartegnet imidlertid til at forandre sig drastisk. Fem af de berømte højhuse er forurenet med PCB og skal rives ned, og områdets over 8.000 beboere befinder sig derfor snart midt i en historisk nedrivning.
Nedrivningen er så omfattende, at den over flere år vil skabe væsentlige gener for områdets beboere. Hundredevis af lejere er blevet genhuset, og de øde områder omkring de fem forladte højhuse kan opleves utrygt. I forlængelse heraf kommer tung trafik, støjgener og trafikomlægninger til at præge området i de kommende år.
Ønsket er derfor, at kunstprojektet skal være en positiv kontrast til de mange gener nedrivningen har for områdets beboerne.