Del artiklen:
Elever over hele landet skal i de kommende uger deltage i Masseeksperiment 2021, hvor de skal foretage fysiske målinger i deres klasselokale. Her skal de blandt andet undersøge CO2-koncentration, efterklang og støj.
Elever over hele landet skal i de kommende uger deltage i Masseeksperiment 2021, hvor de skal foretage fysiske målinger i deres klasselokale. Her skal de blandt andet undersøge CO2-koncentration, efterklang og støj. - Foto: Jakob Vind/Free

Med fysiske målinger, spørgeskema og koncentrationstest skal elever undersøge indeklimas påvirkning på dem.

Af Ritzau,

Elever over hele landet sidder hver dag i tætpakkede klasselokaler, hvor dårlig luft og støj præger dagligdagen.

Hvordan sammenhængen er mellem indeklimaet og elevernes trivsel og koncentrationsevne, skal nu undersøges i den hidtil største undersøgelse.

Omkring 30.000 elever i grundskoler og gymnasier skal i “Masseeksperiment 2021” i de kommende uger lave målinger, ligesom de skal svare på et spørgeskema og lave en koncentrationstest.

Det kan give skolerne unik viden, fortæller Jørn Toftum, der er professor ved Sektion for Indeklima på DTU Byg. Han har været med til at designe undersøgelsen.

Og trods politisk opmærksomhed, så halter det formentlig stadig bagefter på mange skoler, siger Jørn Toftum.

– Selv om mange skoler er blevet renoveret de seneste år, forventer jeg desværre, at der fortsat er mange skoler, som har problemer med indeklimaet.

– Børnene sidder utrolig tæt i sådan et klasseværelse, og det kan det være svært at gøre noget ved. Og hvis indgangsvinklen er, at “de kan jo bare åbne vinduerne”, så bliver det svært. For det kan de jo ikke bare – eller det løser i hvert fald ikke problemet alene, siger han.

Det er blandt andet CO2-koncentrationen, efterklang og støj, eleverne skal måle. Herefter får forskere resultaterne, som de skal bearbejde.

Noget måles ved hjælp af apps, mens eksempelvis CO2-koncentrationen måles med undersøgelsesmetoder, der minder så meget om virkeligheden som muligt.

Det fortæller programleder Lene Christensen fra Det Nationale Naturfagscenter Astra, der indsamler data fra undersøgelsen.

Håbet er, at eleverne vil få mere viden om miljøet i deres klasselokale.

– Vi vil gerne have, at eleverne bliver naturvidenskabelig oplyst, så de er i stand til at handle på et godt grundlag.

– Derfor får de også et handlekatalog med forslag til, hvad de selv kan gøre. Det kan være, der skal implementeres en udluftningsordning, ligesom der i dag er ordninger til at feje og rydde op, siger hun.

I 2009 og 2014 blev der foretaget lignende undersøgelser af luftkvaliteten i klasselokalerne – dog i mindre skala og uden spørgeskema og koncentrationstest.

Her var resultaterne stort set ens: Over halvdelen af danske klasselokaler havde en CO2-koncentration over det acceptable niveau.

Det bliver muligt for skolerne at få deres unikke data efter forsøget. Lige som eleverne får et katalog med bud på, hvordan de selv, lærerne og skolen kan forbedre indeklimaet.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her