Del artiklen:
SF's kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, havde sammen med sin partikollega Karsten Hønge indkaldt til onsdagens samråd.
SF's kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, havde sammen med sin partikollega Karsten Hønge indkaldt til onsdagens samråd. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen støtter udarbejdelsen af en idrætsstrategi, men sportens aktører skal selv føre pennen. SF blev dog ikke meget klogere efter samråd onsdag.

Af Ritzau,

Vil regeringen tage initiativ til at lave en national idrætsstrategi, der skal klarlægge, hvordan Danmark og dansk idræt skal forholde sig til kontroversielle eller komplekse emner og problemstillinger, såsom eksempelvis deltagelse i fodbold-VM i Qatar? Og vinter-OL i Beijing i 2022?

Det vil SF’s Charlotte Broman Mølbæk og Karsten Hønge gerne have svar på – og aktører for topsport – blandt andre Dansk Boldspil-Union (DBU) – har efterspurgt en strategi. 

Derfor indkaldte de i sommer kulturminister Joy Mogensen (S) til et samråd. Mogensen er siden gået af. Ane Halsboe-Jørgensen (S) har overtaget depechen og svarede på spørgsmålene på et samråd onsdag.

Men Charlotte Broman Mølbæk, der er SF’s kulturordfører, blev ikke ret meget klogere, hvad angik samrådets omdrejningspunkt.

– Ministeren ville ikke svare på spørgsmålet. Jeg tror, jeg nåede at spørge fire gange. Hun kunne jo bare svare nej, men hun valgte at tale udenom, og det må jeg så antage betyder nej, så det er jeg absolut ikke tilfreds med, siger Broman Mølbæk.

Hun mener ganske vist, at en eventuel idrætsstrategi skal være politisk støttet og ikke politisk styret. Men regeringen er ifølge SF-ordføreren nødt til at vise lederskab og facilitere udarbejdelsen af en idrætsstrategi, da der ofte er tale om problemstillinger, der rækker ud over sportens verden.

Kulturministeren gav på samrådet udtryk for, at det er sportens aktører, der bør føre pennen, for det er i de internationale sportsforbund, at beslutninger om eksempelvis at placere VM i Qatar bliver taget.

Men ministeren og regeringen vil gerne bidrage til en eventuel strategi, lyder det.

På samrådet kom det også frem, at Ane Halsboe-Jørgensen sammen med sine nordiske ministerkolleger arbejder på en fælleserklæring, der skal lægge pres på de internationale sportsforbund, så de fremover i større grad arbejder på at forbedre deres beslutningsprocesser.

Håbet er at få flere europæiske lande med i erklæringen.

– Ministeren skal have ros for, at man har rykket på sig i forhold til at tage noget politisk ansvar og anerkende, at man ikke kan adskille sport og politik, men at det her også handler om udenrigspolitik, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun vil nu sammen med sine kolleger i Folketingets kulturudvalg forsøge at indkalde sportens aktører til en høring om emnet.

jornns – /ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her