Del artiklen:
Byrådet i Randers er flere gang blevet fremhævet, som et af dem, hvor det halter med tonen og samarbejdet. Venstres spidskandidat til KV21 i Randers sprang fra i sommer med henvisning til
Byrådet i Randers er flere gang blevet fremhævet, som et af dem, hvor det halter med tonen og samarbejdet. Venstres spidskandidat til KV21 i Randers sprang fra i sommer med henvisning til "usund kultur" i byrådet. - Foto: Randers Kommune

Stikpiller, skænderier og dårlige relationer fylder meget i en del byråd, viser ny undersøgelse. Nogle gange er det så meget, at det overskygger kommunalpolitikernes arbejde.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk

En hel del lokalpolitikere holder sig ikke tilbage fra verbale slag under bæltestedet og spydige, krænkende stikpiller. Og i nogle byråd bliver samarbejdet så forpestet og arbejdsmiljøet så dårligt, at det overskygger det politiske arbejde.

Det fremgår af en ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

I undersøgelsen ‘Kommunalpolitisk barometer 2021‘ er medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser over hele landet blevet spurgt ind til deres oplevelser af krænkelser og negativ adfærd i forbindelse med deres hverv.

TV 2 Lorry har nærstuderet undersøgelsen og konstaterer, at over halvdelen af de adspurgte, at de er blevet udsat for grimme kommentarer, og at de har oplevet forsøg på at få ødelagt deres omdømme.

Derudover svarer omkring hver fjerde, at de har været udsat for trusler, mens hver femte har oplevet ubehagelige eller stødende kommentarer om deres køn, krop eller udseende.

Selvom arbejdsklimaet i en del byråd og kommunalbestyrelser altså er præget af negativ adfærd og et dårligt samarbejdsklima, så er det ikke særlig overraskende. Det mener valgforsker og professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, Robert Klemmensen.

Han peger på flere faktorer, der gør, at samarbejdet i lokalpolitik udvikler sig anderledes, end det eksempelvis gør i Folketinget.

“For det første er der den gamle sætning om, at et byråd er et sted, hvor amatører mødes. Når man ikke er professionel, kan der være en tendens til, at man nemmere bliver sur, og hvor det er svært at adskille en personlig og en politisk konflikt. Og den del er politikerne i Folketinget langt bedre til at håndtere,” forklarer Robert Klemmensen til TV 2 Lorry.

Han peger desuden på nærhed som et element, der bidrager til konflikter i lokalpolitik. Og siger til TV 2 Lorry:

“Man er tæt sammen i et byråd. Derudover kender medlemmerne ofte hinanden fra andre sammenhænge. Den ene kan have været kasserer i en forening, hvor der har været krydset klinger med formanden, og nu er de begge i byrådet. Og på den måde kan man tage relationer fra andre sammenhænge med ind i arbejdet.” 

Han understreger dog, at arbejdet i langt de fleste byråd foregår i god ro og orden.

“Politik handler om få magt. Og derfor er det også mit indtryk, at mange af de her konflikter udspringer af konstitueringen, hvor nogle føler sig snydt og forbigået,” siger Robert Klemmensen til TV 2 Lorry.

‘Dick pics’ og andre uønskede fotos

Som noget nyt er kommunalpolitikerne i undersøgelsen blevet spurgt om, hvorvidt de har oplevet grænseoverskridende adfærd eller krænkelser.

Hertil svarer en femtedel, at de har modtaget stødende kommentarer om krop, udseende eller køn. Omkring fem procent har oplevet uønsket seksuel berøring i forbindelse med deres politiske virke.

Læs også:
Sexkrænkede i byråd: Det er især andre politikere, der går over stregen

17 procent af de kvindelige byrådsmedlemmer svarer, at de har modtaget uønskede billeder med sexistisk og seksuelt indhold. Det kan for eksempel være såkaldte ‘dick pics’, hvor mænd har fotograferet deres erigerede lem. 

Knap to procent af de mandlige byrådsmedlemmer har modtaget uønskede billeder med sexistisk og seksuelt indhold.

“20 procent er 20 procent for meget”

Rasmus Tue Pedersen, seniorforsker ved VIVE

Det er mange politikere, der har oplevet krænkelser. Men det er også et forventeligt antal, lyder det fra seniorforsker Rasmus Tue Pedersen. Han er en af forskerne bag VIVE’s undersøgelse.

“Det bekræfter, hvad andre undersøgelser har vist: At chikane og krænkelser er et rigtig stort problem. Men 20 procent er 20 procent for meget,” siger Rasmus Tue Pedersen til Ritzau.

De mange krænkelser er et demokratisk problem. Det kan afholde nogle fra at engagere sig politik, vurderer Rasmus Tue Pedersen.

“Det er personligt hårdt for de lokalpolitikere, der bliver krænket.  Det påvirker folk mentalt. Og det kan også gøre, at de bliver mere påpasselige, i forhold til hvad de siger i offentlige debatter,” siger han.

Undersøgelsen viser, at det særligt er kvindelige politikere, som udsættes for krænkelser.

“Vi kan ikke sige, hvorfor en eller anden specifik politiker modtager nogle billeder. Men som politiker er man jo et offentligt ansigt, som man let kan finde oplysninger på og sende en mail eller besked på sociale medier,” siger Rasmus Tue Pedersen.

Han påpeger, at det risikerer at øge de uligheder, der i forvejen er i politik, at kvinder oplever flere krænkelser. I dag er 67 procent af medlemmerne i kommunalbestyrelserne mænd. Kun en tredjedel er kvinder.

Fakta om VIVE’s undersøgelse

VIVE’s kommunalpolitiske barometer har i valgårene 2009, 2013 og 2017 undersøgt kommunalpolitikernes oplevelser af tidsforbrug og arbejdsvilkår, rolle og råderum, indflydelse og økonomiske prioriteringer. I år er der for første gang også spurgt deres oplevelse af konflikter og krænkelser.

Kommunalpolitisk barometer 2021‘ er baseret på besvarelser fra 613 af landets kommunalpolitikere, hvilket giver en svarprocent på 25 procent. Medregner vi delvise besvarelser, har vi modtaget besvarelser fra 799 kommunalpolitikere, hvilket svarer til en svarprocent på 33 procent.

Læs mere om undersøgelsen her

hai/ritzau

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her