Del artiklen:
Mennesker, som er psykisk syge, og har et misbrugsproblem oveni er vidt forskellige, og i en ny psykiatriplan skal man undgå en 'one-size-fits-all-tilgang'. Det mener formanden for de kommunale velfærdschefer.
Mennesker, som er psykisk syge, og har et misbrugsproblem oveni er vidt forskellige, og i en ny psykiatriplan skal man undgå en 'one-size-fits-all-tilgang'. Det mener formanden for de kommunale velfærdschefer. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (modelfoto)

En tiårsplan for psykiatrien er i den politiske støbeske. Fire budskaber er centrale for os i kommunerne, hvis vi skal være med til at give psykisk syge borgere og deres pårørende en lettere dagligdag. Det skriver formanden for de kommunale velfærdschefer.

Af Jakob Bigum Lundberg, formand for foreningen for kommunale velfærdschefer FSD og direktør i Næstved Kommune

”Borgernes individuelle behov og ønsker i centrum – kommunale erfaringer med pårørendesamarbejdet og perspektiver på fremtidens psykiatri”. Det var et af de emner, vi debatterede på en høring i Folketingets Sundhedsudvalg forleden. Og mit overordnede budskab fra kommunerne var, at vi ikke har nogle snuptagsløsninger liggende i skuffen. Men at der er fire afgørende budskaber, vi håber kan hjælpe politikerne i arbejdet med en 10-årsplan for psykiatrien.

1. Det er svært at være pårørende, og der er mange indgange


Det første er, at det er vildt svært at være pårørende, og i kommunerne skal vi kunne møde de pårørende ved mange indgangsdøre. Hos os er pårørendesamarbejdet en daglig og integreret del af det daglige arbejde i forvaltninger og tilbud. Vi taler med mor og far, når der er et barn med f.eks. en spiseforstyrrelse. Tilsvarende har vi også et naturligt og løbende samarbejde med de pårørende på botilbud og i socialpsykiatrien.

“Vores opgave er at stå klar i alle døråbninger og tage godt imod”

Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD

Sådan ser verden ud inde fra rådhuset og ud. Men for de pårørende kan der være mange døre ind til os: Fra dagtilbud, skoler, fritidstilbud, misbrugsbehandling og jobcenter til botilbud og socialpsykiatriske tilbud. Vores opgave er at stå klar i alle døråbninger og tage godt imod.

2. Koordinering og kompetencer er afgørende


Det andet budskab er, at pårørende er forskellige mennesker med forskellige behov. Fra mor og far til det unge menneske med spiseforstyrrelsen, som er dybt involverede i dialogen med kommunen om udredning, hjælp og støtte. Over hustruen, hvis mand får bostøtte, og som oplever at han i perioder ændrer sig, drikker mere og ikke kan indgå som før i familien.

Og de frustrerede forældre til det voksne menneske på et botilbud, som har frabedt sig al inddragelse. Til de pårørende, som har smidt håndklædet i ringen.

Cancer-ramte Kurt er et godt eksempel 

I kommunerne er der gode erfaringer, der hvor vi systematisk tænker de pårørende ind. Et konkret eksempel er fra min egen Næstved Kommune, som jeg har fået lov at dele:

Naja er datter af Kurt på 67 år. Kurt er tilknyttet socialpsykiatrien i Næstved, og han har på grund af mange års alkoholmisbrug nedsat kognitiv funktion og er svært hukommelsessvækket.

I maj i år fik Kurt konstateret fremskreden cancer i halsen, og med det følger et stort antal undersøgelser og behandlinger i det somatiske sundhedsvæsen. Kurt har behov for hjælp til alt før, under og efter aftaler med sygehuset og har flere gange taget telefonen, når den ringer fra sygehuset, men han glemmer aftalerne et minut efter, at røret er lagt på.

Naja er eneste fungerende pårørende. Hun taler ofte flere gange ugentligt med en sygeplejerske fra socialpsykiatrien, for hun har som pårørende behov for at blive lyttet til, forstået og støttet. Naja ønsker at være involveret i sin fars behandling, men personalet fra socialpsykiatrien arbejder også med at tage noget ansvar fra Naja, for hun selv har små børn og i gang med en uddannelse.  Derfor påtager sygeplejersken fra socialpsykiatrien sig den koordinerede funktion i forhold til alle Knuds aftaler, bestilling af transport, opfølgning på prøvesvar, blodprøver og så videre. Og personalet springer også til, når der opstår noget akut i sygehusbehandlingen.

Eksemplet med Kurt viser, at der er mange forhold, som vi skal have et tværgående blik for:

Najas trivsel, hendes uddannelse, rollen som mor og hendes børn. Derfor har kommunale medarbejdere også brug for de rigtige kompetencer. En del kommuner efteruddanner i dag deres medarbejdere i tilgangen Åben dialog og anvender den i mødet med borgeren, borgerens netværk og samarbejdspartnerne.

3. De frivillige er uundværlige


Det tredje budskab er, at civilsamfund, regioner og kommuner har en fælles, men ikke ens opgave i at støtte de pårørende. Især spiller de frivillige foreninger en vigtig rolle. De kan etablere forældre- eller pårørendegrupper, hvor man allermest troværdigt kan møde nogle der forstår én, fordi man deler erfaringer. Det kan også ske inden for kommunale frivilligcentre. Er det mere specialiseret viden om psykiatri, de pårørende har behov for, har regionerne måske en mere oplagt rolle.

4. Virkeligheden defineres af borgerne


Det fjerde budskab er nok det vigtigste: Virkeligheden defineres af borgerne. De afgør, om vi formår at skabe, hvad de oplever som sammenhæng. For deres liv leves jo på kryds og tværs af siloer og fagsektorer. Derfor er behovet for sammenhæng mellem en tiårsplan og to andre højaktuelle arbejder for de samme medborgere afgørende:

Evalueringen af det specialiserede område og en ny hovedlov om en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer.

“Vi skal helst undgå, at vi giver alle i en målgruppe det samme one-size-tilbud”

Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD

De beslutninger, der kommer ud af evalueringen af det specialiserede område, skal, ligesom dem i en tiårsplan, helst undgå, at vi fremover automatisk giver alle i en målgruppe det samme one-size-tilbud. Vi kan ikke gå til psykiske lidelser, som var det blindtarmsbetændelser. Det er i stedet i dialogen mellem borgeren og den fagprofessionelle, at kvaliteten opstår, og effekten opnås.  Den erkendelse synes præcis at være udgangspunktet for den politiske aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats. Den anerkender behovet for at skabe sammenhæng på tværs af systemer og ikke mindst at inddrage den enkelte borger mere i egen sag. Her synes udfordringen dog at ligge i beskæftigelsessystemet. For kan sagsbehandleren få lov at se bort fra ret-og-pligt-bestemmelserne i lovgivningen, når vi skal aftale en plan med en borger med komplekse problemer, der måske også omfatter psykiske lidelser?

Væk med silotænkning på Christiansborg

Så – ligesom det er svært for os i kommunerne at skabe sammenhæng for borgerne, fornemmer jeg, at det kan være tilfældet i Folketinget med sektoropdelte fagudvalg og ministerier. Derfor er det nu op til politikerne at gå foran og bane vejen for den nødvendige og efterspurgte sammenhæng på tværs. Så skal vi i kommuner og region meget gerne føre planen ud i praksis i samarbejde med de psykisk syge medborgere og pårørende.