
Der skal være langt færre parkeringspladser i hovedstaden, mener to fremtrædende politikere. De færre p-pladser vil irritere bilejerne, men det er nødvendigt for at mindske luftforurening og trængsel, mener politikerne.
Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk
Som det er nu, bruger bilejere irriterende tid på at cirkle rundt i indre København for at finde sig en parkeringsplads. Og fremover bliver jagten på parkeringspladser nok endnu mere besværlig i hovedstaden. For både Socialdemokratiet og Alternativet i Borgerrepræsentationen lægger op til at nedlægge mange p-pladser.
“Det skal være dyrere og sværere at have bil i København. Bilerne fylder rigtigt meget i byen, og de holder stille meget af tiden. For at mindske luftforurening og trængsel, skal vi blandt andet nedlægge parkeringspladser,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Franciska Rosenkilde. Hun er spidskandidat for Alternativet ved KV21 og leder af partiet på landsplan.
Socialdemokratiets bud på en ny overborgmester i hovedstaden ved KV21 er Sophie Hæstorp Andersen. Hun har også grønne visioner for sin hjemby.
“Vi skal have færre p-pladser i København, for vi har brug for flere grønne byrum,” sagde Sophie Hæstorp Andersen, da hun i går, torsdag, deltog i en debat på Klimafolkemødet i Middelfart.
Hvor hårdt Sophie Hæstorp Andersen er parat til at gå til værks, når det gælder nedlæggelse af p-pladser i byen, fremgår af et nyt klima-udspil fra hende.
I S-spidskandidatens udspil ‘København skal igen være grøn fortrop i den globale klimakamp‘ står der:
“For at sikre at de indsatser, vi iværksætter, også har en reel virkning på at nedbringe CO2, vil vi indføre trafikale storskalaforsøg i testforsøg – af kortere og længere varighed – hvor vi f.eks. indfører trafiksanering i dele af Indre by for den gennemkørende trafik eller nedlægger 1/3 del af parkeringspladserne i Indre by.”
Hvis hver tredje parkeringsplads forsvinder i hjertet af København, så vil det blive temmelig svært for ikke-beboere at finde sig en p-plads.

Bilerne ud af byen
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT) har en masse argumenter for at få bilerne ud af storbyen.
“Der er alt for meget luftforurening og trængsel, og vi har brug for flere grønne rum i byen og rekreative områder,” siger Franciska Rosenkilde i et interview med NB-Kommune og fortsætter:
“For at komme i mål med færre biler i byen, så skal vi fremme cyklisme og brugen af elbiler.”

Sophie Hæstorp Andersen (S) er i høj grad også med på den grønne dagsorden. Hun skriver i sit klimaudspil:
“Københavns kommune skal gå forrest i den grønne omstilling af den samlede vognpark ved at sikre etableringen af el- og lynladestandere. Og ved at forbyde gamle dieselpersonbiler i 2025 og udfase alle
diesel- og personbiler samt dieseldrevne lastbiler senest i 2030.”
“Og så vil vi fortsat styrke cykelbyen. Det skal være lige let og attraktivt for byens borgere at tage cyklen til og fra arbejde eller uddannelse, uanset om man bor i indre by eller ved kommunegrænsen.”
Med til historien om p-plads-politik i Københavns-området hører, at man i Frederiksberg Kommune i mange år har søgt at skaffe flere p-pladser i bydelen. Den forhenværende borgmester, konservative Jørgen Glenthøj, førte sågar valgkamp på at få flere p-pladser i bykommunen.