Del artiklen:
Lene Callesen, Ea Brade, Kaja Rasmussen og Mathilde Fibiger-Henriksen er godt på vej til at blive social- og sundhedsassistenter og –hjælpere.
Lene Callesen, Ea Brade, Kaja Rasmussen og Mathilde Fibiger-Henriksen er godt på vej til at blive social- og sundhedsassistenter og –hjælpere. - Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen

Selvstændighed, værdighed, livshistorier og fællesskab er nogle af de vigtigste ingredienser i det gode ældreliv ifølge fire elever fra Social- og sundhedsuddannelserne på Diakonissestiftelsen. Især handler det om at se den enkeltes behov og tage sig den tid, der er brug for, mener de.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kommunikationschef ved Diakonissestiftelsen, kakj@diakonissen.dk

De tøver ikke længe, før de svarer: ”Vi kan sikre det gode ældreliv ved at forstå borgernes ønsker og behov.” De fire kvinder er et år inde i uddannelserne som henholdsvis social- og sundhedsassistenter og –hjælpere og har både været ude i praktik og siddet på skolebænken.

”Det gode ældreliv handler om værdighed og livskvalitet. Men det er jo meget individuelt, hvad det indebærer, så det gælder om at spørge ind til den enkeltes livshistorie,” siger Ea Brade, der går på assistent-uddannelsen og har været i praktik i den kommunale hjemmepleje på Frederiksberg.

”Man skal kunne fortsætte sit liv med lyster og interesser, selvom man er blevet gammel,” indskyder Mathilde Fibiger-Henriksen, der har været i praktik på et plejehjem i forbindelse med sin hjælper-uddannelse..

Bevarer værdigheden
Netop respekten for det enkelte menneskes ønsker og interesser går igen i snakken hen over bordet.

”Det er vigtigt, at man føler sig lyttet til og set, så vi som plejepersonale kan finde spændende emner, der kan motivere den enkelte til at deltage i aktiviteter,” siger Lene Callesen, også på vej til at blive social- og sundhedshjælper.

Sammen med Kaja Rasmussen har hun også været i praktik på et kommunalt plejehjem, hvor Kaja blandt andet gjorde meget ud af den individuelle skønhedspleje, og Lene husker, hvordan en beboer strålende af stolthed viste sine lakerede negle frem.

”Hvis beboerne tidligere har gået op i at se pæne og velsoignerede ud, må det være frygteligt ikke at kunne klare det selv mere. Så det er vigtigt, at vi eksempelvis fjerner uønsket hårvækst og sikrer, at tøjet passer sammen, så den enkelte bevarer sin værdighed,” fastslår Kaja Rasmussen, der læser til social- og sundhedsassistent.

Stadig selvstændig
De fire kvinder har alle fulgt debatten om ældrepleje forrige sommer med skrækeksempler på uværdig pleje, og de er enige om, at det må være frygteligt at blive talt ned til.

”Nogle glemmer, at beboerne faktisk er helt almindelige mennesker, som bare er blevet gamle. Vi skal give plads til, at de stadig kan være almindelige mennesker. Jeg havde for eksempel en beboer med demens, som gerne ville dække bord. Det skal der bare være tid til, selvom det går hurtigere, hvis jeg gør det selv,” fortæller Mathilde Fibiger-Henriksen.

”Det kunne også være, at man kunne give plads til, at beboerne kan vælge hver sin yndlingstallerken. Hvorfor skal det hele altid være kedeligt og ens,” indskyder Lene Callesen.

Det værste må være at miste evnen til at kommunikere sine behov, mener de fire.

”Jeg har oplevet en meget selvstændig beboer, som fik et slagtilfælde, blev lam og mistede evnen til at tale. Jeg kendte hende jo og vidste, at hun hadede at skulle have hjælp. Så jeg følte, at jeg invaderede hendes privatsfære, når jeg skulle hjælpe. Jeg prøvede at tale højt om det og sige ’jeg ved godt, du ikke har lyst til det her, jeg gør det hurtigt’,” fortæller Mathilde Fibiger-Henriksen.

”Jeg har også plejet en beboer, som ikke bryder sig om at få hjælp til personlig hygiejne. Jeg håndterede det ved at dække hende grundigt til. Og så satte vi musik på og sang. Det afledte tankerne og mindskede hendes aggressioner. Hun havde en stor cd-samling, da hun flyttede ind på plejehjemmet, så jeg havde tidligere talt med hende om, at vi begge kunne lide Anne Linnet,” siger Kaja Rasmussen.

Gå glad i bad
Snakken falder på, at rammerne nogle gange kan være styrende for, hvor meget plejepersonalet kan gøre for det gode ældreliv. Lene Callesen fortæller begejstret om ’Bryghuset – Svendborg Demensby’, hvor alle principper er vendt på hovedet, og alt er indrettet efter borgernes ønsker.

”For eksempel går personalet rundt hver dag og spørger, hvornår på dagen man har lyst til at komme i bad. Hvis man altid har gået i bad om aftenen, skal man jo ikke tvinges op og i morgenbad,” siger hun.

Mathilde Fibiger-Henriksen siger, at det også er hendes oplevelse på plejehjem her i kommunen, at man giver et bad, hvis beboeren har lyst til det, også selvom man kun er visiteret til ét bad om ugen.

”Hvis der er lidt tid om eftermiddagen, lægger jeg tit mærke til, om nogen har fedtet hår og spørger, om de ikke har lyst til et bad,” indskyder Kaja Rasmussen.

”Badesituationer kan være ekstremt hyggelige. Når man reder hår, og smører creme i ansigtet på beboerne. Det er så vigtigt med berøringer, så vi mindsker risikoen for hudsult,” pointerer Mathilde Fibiger-Henriksen.

Kaja Rasmussen, Ea Brade, Lene Callesen og Mathilde Fibiger-Henriksen forbinder Diakonissestiftelsens seniorboliger med det gode ældreliv.
Kaja Rasmussen, Ea Brade, Lene Callesen og Mathilde Fibiger-Henriksen forbinder Diakonissestiftelsens seniorboliger med det gode ældreliv.

’Når jeg bli’r gammel’
Da talen falder på, hvor de fire kvinder gerne ser sig selv, når de bliver ældre, svarer de nærmest i kor: ”Seniorboligerne lige der ude.” Som en del af uddannelsen har de besøgt Diakonissestiftelsen seniorboliger og interviewet nogle af seniorerne.

”Jeg ville ikke have lyst til at sidde alene. Så det at kunne bevare en masse fritidsinteresser og holde sig i gang med andre seniorer omkring sig må være optimalt,” funderer Ea Brade.

”Ja, og så kan man lukke døren og være sig selv og vælge fællesskabet til, når man har lyst. Der vil jeg gerne blive gammel,” siger Mathilde Fibiger-Henriksen.

Fakta:

  • Der starter hvert år knap 200 elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser. Læs om SOSU-uddannelserne.
  • SOSU-hjælper-uddannelsen varer ca. 1 år og 8 mdr. SOSU-assistent-uddannelsen varer ca. 3 år og 4 mdr.
  • SOSU-uddannelserne er opbygget af et grundforløb og et hovedforløb. Uddannelserne veksler mellem skole og praktik.
  • Diakonissestiftelsen har over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.