Del artiklen:

Grundet mangel på personale får flere kvinder i hovedstadsområdet udskudt deres screening for brystkræft.

Af NB-Kommune,

Mangel på en bestemt type personale betyder, at tusindvis af kvinder i Region Hovedstaden får udsat deres regelmæssige undersøgelse for brystkræft.

Det skriver Berlingske.

Cirka hvert andet år skal raske kvinder mellem 50 og 69 år indkaldes til en screening for at undersøge, om de er ved at udvikle brystkræft.

Undersøgelsen skal foretages regelmæssigt og inden for tidsfristen, da det kan øge chancerne for at finde kræfttilfælde, inden sygdommen bliver livstruende.

Alligevel har Region Hovedstaden set sig nødsaget til at svække programmet med screeninger, så flere end 100.000 kvinder kommer til at vente for længe på deres undersøgelse.

Region Hovedstaden oplyser til Berlingske, at op mod 110.000-120.000 kvinder, der skulle have været indkaldt i august, september og oktober, efter alt at dømme vil blive ramt af forsinkelse.

I et notat, som Berlingske har set, skriver regionen selv, at forsinkelsen vil betyde, at “nogle” kvinder først vil få kræftdiagnosen på et senere tidspunkt.

Formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), forklarer til avisen, at regionen er ramt af en akut mangel på en bestemt type personale.

Især mangler der mammaradiologer, som både undersøger kvinder med symptomer på brystkræft og aflæser billeder af kvinders bryster fra det nationale screeningsprogram.

På grund af situationen har regionen valgt at nedprioritere programmet med screeninger for i stedet at fokusere på patienter, der har symptomer på brystkræft og derfor skal gennemgå en mere dybdegående undersøgelse kaldet klinisk mammografi.

Argumentet for den valgte model er, at det er mere hensigtsmæssigt at prioritere patienter, der har symptomer på brystkræft, fremfor patienter, der som udgangspunkt er raske.

Kvinder, der måtte opleve symptomer på brystkræft, opfordres af regionen til at kontakte egen læge, så de kan blive henvist til klinisk mammografi uden om det nationale screeningsprogram.

Ifølge Berlingske har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) besluttet at nedsætte en politisk arbejdsgruppe, som skal gøre noget ved problemet.

Region Hovedstaden har også forsøgt at løse problemet ved at sende kvinder til Region Nordjylland og Skåne for at blive undersøgt tidligere.

Samtidig forventes en ny teknologi, der kan aflaste mammaradiologerne, at være klar omkring årsskiftet.

/ritzau/