Del artiklen:
Der er for mange udrykninger fra beredskabet til de danske plejehjem.
Der er for mange udrykninger fra beredskabet til de danske plejehjem. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Af 242 dødsbrande fra 2016 til 2020 fandt hver tiende sted på et plejehjem. Nyt udspil skal øge sikkerheden.

Af Ritzau, [email protected]

Efter en række dødsbrande på plejehjem de seneste år beder regeringen en ekspertgruppe om at komme med nogle anbefalinger til, hvordan brandsikkerheden kan forøges på landets plejehjem.

– Det er en ekspertgruppe, der er nedsat, som består af brandeksperter. Den har fået til opgave at komme med fordomsfrie forslag til os som ministre, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) under et besøg på Lille Birkholm Center i Herlev.

Anbefalingerne skal falde til forsvarsministeren og indenrigsminister Kaare Dybvad (S).

I første omgang håber regeringen, at anbefalingerne kan øge brandsikkerheden, uden at der bliver behov for at ændre i lovgivningen.

– Der er en række af bekendtgørelser på både mit og Trine Bramsens område, hvor der er mulighed for at udstikke de her retningslinjer, siger indenrigsministeren.

En bekendtgørelse kan udstedes af en minister inden for nogle rammer, der er skrevet ned i lovgivningen. Men modsat ved ny lovgivning behøver en minister ikke spørge Folketinget om lov til at udstede en bekendtgørelse.

En bekendtgørelse skal dog følges akkurat på samme fod som et stykke lovtekst.

De to ministre peger også på, at det kan vise sig vanskeligt at lave regler og love, der tager højde for de lokale omstændigheder.

– Et godt eksempel har vi lige hørt om her, hvor der har været et fællesrum med en uhensigtsmæssig placering i forhold til brandsikkerhed, siger Trine Bramsen og henviser til Lille Birkholm Center i Herlev.

– Det er enormt svært, hvis vi skal sidde og lovgive om, hvor den rette placering til fællesrum er på alle plejehjem.

Sammenlagt var der 242 dødsbrande i Danmark fra 2016 frem til 2020. Hver tiende dødsbrand fandt sted på et plejehjem, viser en rapport lavet af Beredskabsstyrelsen i 2021.

Der er som udgangspunkt ikke sat penge af til at føre anbefalingerne ud i livet, oplyser Trine Bramsen, men det er ikke, fordi det vil være en forhindring at skulle finde pengene.

– Nu kommer forslagene jo på bordet. Som udgangspunkt er der ikke sat økonomi på. Jeg tror, at man som udgangspunkt kan gøre ret meget, uden at det behøver at være noget med, hvem der byder højest, siger Trine Bramsen.

Spørgsmål: Og hvis anbefalingerne så viser sig at skulle bruge nogle penge?

– Så må vi tage en drøftelse af det. De (Ekspertgruppens medlemmer, red.) har i hvert ikke fået nogen begrænsning på det led.

Regeringens udspil skal supplere fire tiltag om brandsikkerhed, som blev besluttet under den tidligere regering i 2019.

De fire tiltag handler blandt andet om opfordringer til tematiske brandsyn med særlige fokusområder, erfaringsudvekslinger og uanmeldte brandsyn.

/ritzau/