Del artiklen:

Torsdag kommer formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, til Danmark og mødes med statsministeren.

Af NB-Kommune,

Den politiske leder for 500 millioner europæere, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, besøger Danmark torsdag.

Hun besøger statsminister Mette Frederiksen (S) for at følge op på, hvordan Danmark bruger støttemilliarderne fra EU for at få gang i økonomien igen efter udbruddet af corona.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

– EU-kommissionsformanden er på rundtur blandt samtlige 27 EU-medlemslande i forbindelse med vurderingen af de nationale genopretningsplaner.

– Sammen besøger de Avedøreværket i Hvidovre. Her vil der blive afholdt et kort arbejdsmøde mellem statsministeren og EU-kommissionsformanden, hvor de skal drøfte emner af fælles interesse, skriver Statsministeriet.

Danmark står til at modtage 11,6 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond. Fonden er på samlet næsten 5000 milliarder kroner, der skal løfte økonomierne i EU ud af den krise, som pandemien har medført.

Det er endnu uvist, hvor meget Danmark skal bidrage med til planen, som medlemslandene skal begynde at betale tilbage på i 2027.

Pakken finansieres ved, at EU-Kommissionen optager lån på medlemslandenes vegne. Danmark har kæmpet for en bedre fordeling mellem tilskud og lån, så sydlandene skulle betale mere tilbage.

Regeringen vil bruge 60 procent af midlerne til klimatiltag, hvor EU-kravet er mindst 37 procent. 25 procent skal bruges på digitalisering, hvilket er over EU-kravet på 20 procent.

Mange af pengene fra fonden på i alt 5000 milliarder danske kroner går til landene i Sydeuropa, der er særligt hårdt ramt af coronakrisen.

Alligevel kan mange af pengene komme Nordeuropa og Danmark til gode ifølge regeringen og erhvervslivet.

Det skyldes, at det skal i udbud, hvis eksempelvis en italiensk kommune vil investere i et nyt rensningsanlæg eller digitalisering.

/ritzau/