Del artiklen:
KL-formand Jacob Bundsgaard og formanden for Danske Regioner Stephanie Lose skal til at forklare deres bagland i kommuner og regioner, at den står på effektiviseringer/besparelser i 2022.
KL-formand Jacob Bundsgaard og formanden for Danske Regioner Stephanie Lose skal til at forklare deres bagland i kommuner og regioner, at den står på effektiviseringer/besparelser i 2022. - Foto: Ritzau/Scanpix

Både kommuner og regioner skal effektivisere for at undgå at give borgerne dårligere velfærd i 2022. Det viser sammenligning af de to nye økonomiaftaler.

Af Arne Ullum, [email protected]

Den økonomiaftale, som regeringen indgik med regionerne onsdag aften tydeliggør sammen med aftalen med kommunerne fra tirsdag aften en væsentligt justering af regeringens velfærdspolitik. Dermed kan aftalerne på afgørende punkter ikke leve op til  de valgløfter, som Socialdemokratiet gav ved valget i 2019.

I de to økonomiaftaler dækker regeringen de rene omkostninger, som følger af flere ældre og børn, plus en mindre del af den kendte udgifts-opdrift på henholdsvis medicin i regionerne og de specialiserede sociale udgifter i kommunerne.

Det betyder, at både kommunerne og regionerne skal gennemføre effektiviseringer for at sikre borgerne en uændret offentlig service. Lykkes det ikke at finde de krævede effektiviseringer, så vil borgerne opleve et fald i den offentlige service som følge af økonomiaftalerne.

Her er tallene i de to aftaler

Kommunerne har fået 1,4 mia. kr. i den nye økonomiaftale for 2022. Men demografi (1,25 mia. kr.) og opdrift i det specialiserede socialområde (800 millioner) forventes at trække i alt cirka 2 mia. kr. næste år. Dermed vokser kommunernes serviceramme med 600 millioner kroner mindre end krævet for at finansiere uændret offentlig velfærd.

Ifølge aftalen skal kommunerne sikre uændret velfærd ved at effektivisere og dermed spare 600 millioner kroner gennem såkaldte velfærdsprioriteringer (400 millioner kroner) og besparelser på brug af konsulenter (200 millioner kroner).

Regionerne har fået 1,185 mia. kr. til at dække en samlet regning på demografi (1 mia. kr.) og dyrere medicin (3-400 millioner kroner). Dermed vokser regionernes serviceramme med 100-200 millioner mindre end krævet for at finansiere uændret offentlig velfærd.

Det er svært direkte at sammenligne de to aftaler, fordi økonomien i de to sektorer har forskellig størrelse.

Regionernes samlede økonomi er tæt på 130 milliarder kroner, mens kommunernes serviceramme er cirka 275 milliarder kroner.

Dermed er effektiviseringskravet til kommunerne cirka 0,22 procent, mens det er mellem 0,08 og 0,16 procent i regionerne.

Men reelt set er der opdrift på en lang række andre områder i både kommuner og regioner, og derfor vil der i begge sektorer skulle iværksættes væsentligt større effektiviseringer i 2022.

Ny S-politik strider mod statsministerens løfter

Den nye socialdemokratiske velfærdspolitik kan dermed sammenfattes til, at regeringen dækker den væsentligste del af demografi-udgifterne og den kendte opdrift i udgifterne på de store områder, men at regioner og kommuner skal finde den resterende opdrift på henholdsvis medicin og handicappede samt hele opdriften på de mindre udgiftsområder gennem løbende effektiviseringer. Først derefter vil der være penge til løft af velfærden på nogle områder.

Umiddelbart er det en markant opprioritering af velfærden i forhold til årene efter finanskrisen fra 2011 til 2017, men det er et stykke fra statsminister Mette Frederiksens (S) løfter til vælgerne ved valgkampen i 2019. Her sagde statsministeren:

“Hvis man alene fremskriver det demografiske træk, så fastfryser man det velfærdsniveau, vi kender i dag. Men det kan man jo ikke være tilfreds med som socialdemokrat.”

Manglende sammenhæng mellem løfter og bevillinger
Umiddelbart stritter utilfredsheden i både det regionale og kommunale Danmark mod det faktum, at den nuværende regering dækker demografien plus lidt til, og dermed alene efterlader en ubetalt regning for opdriften på grund af andre forhold, som skal dækkes af effektiviseringer.

Det svarer stort set til det, VLAK-regeringen gav ved økonomiaftalen i 2018, men er langt bedre end økonomiaftalerne efter finanskrisen i årene fra 2011 til 2017.

Forklaringen på utilfredsheden ligger i både KL-formand Jacob Bundsgaard og regionsformand Stephanie Loses fokus på, at bevillingerne skal stemme med de forventninger, som regering og Folketing skaber hos borgerne.

Derfor handler konflikten mindre om pengene, end den handler om det forhold, at regeringen fortsætter med at tale om “et betydeligt løft” af henholdsvis kommunernes og regioners økonomi. Og når eksempelvis den socialdemokratiske finansordfører Christian Rabjerg Madsen onsdag i P1-Orientering sagde, at økonomiaftalen gav plads til et velfærdsløft bredt i kommunerne.

Både i forbindelse med aftalen med kommunerne og regionerne fremhæver regeringen de specifikke midler, som der er afsat til eksempelvis minimumsnormeringer eller flere sygeplejersker i finansloven. Men problemet er set fra kommunernes og regionernes synsvinkel, at de midler er låst til specifikke projekter. Dermed ændrer det ikke på, at kommuner og regioner skal finde effektiviseringer på alle øvrige områder.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her