Del artiklen:
Et flertal af Folketingets partier er blevet enige om en udfasning af coronarestriktionerne henover sommeren.
Et flertal af Folketingets partier er blevet enige om en udfasning af coronarestriktionerne henover sommeren. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Bortset fra i nattelivet, ved rejser og større arrangementer vil der ikke være restriktioner fra september. Læs detaljerne her.

Af Ritzau, [email protected]

Alle restriktioner i forbindelse med coronapandemien vil være udfaset 1. september bortset fra i nattelivet, ved rejser og ved arrangementer med over 2000 deltagere, hvor der frem til 1. oktober skal fremvises coronapas.

Det fremgår af en aftale, der er blevet indgået af et flertal af Folketingets partier tidligt torsdag morgen.

Bortfaldet af restriktionerne vil ske gradvist hen over sommeren.

– Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget nu er blevet enige om en plan, der betyder, at alle restriktioner – undtagen i nattelivet samt i forbindelse med visse arrangementer og rejser til og fra Danmark – vil være væk i september, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke kan udfasningen af restriktionerne lade sig gøre, da Danmark befinder sig i en gunstig position i forhold til pandemien.

– Alt det, vi har sukket efter og håbet på, kan kun lade sig gøre, fordi vi har så stærkt kontrol over epidemien med lave indlæggelsestal og smittetal og kontrol med de forskellige varianter, siger Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Han understreger dog også, at epidemikontrollen fortsat er vigtig, og derfor bliver coronapasset også et vigtigt redskab under udfasningen.

Coronapasset er et bevis på, at man enten er vaccineret, har været smittet inden for det seneste halve år eller har en negativ coronatest, der maksimalt er 72 timer gammel.

Også coronapasset vil blive udfaset undervejs, hvor steder med mindst smitterisiko, herunder biblioteker og fritidstilbud, allerede begynder udfasningen fra 14. juni.

Der er enighed blandt partierne om, at hvis smitten udvikler sig i en bekymrende retning, kan udfasningen blive udskudt, står der i aftaleteksten.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

FAKTA: Sådan bliver coronarestriktioner udfaset
Læs her, hvad der bliver udfaset og hvornår:

* Mundbind:

Krav om mundbind eller visir ophæves mandag den 14. juni på alle områder undtagen i den kollektive trafik, hvor man ikke sidder ned.

Krav om mundbind eller visir udfases helt den 1. september.

* Coronapas:

Den fortsatte brug af coronapas indgår som en forudsætning for udfasning af kravet om mundbind.

* Åbningstider på barer og restauranter:

Barer og restauranter må udvide deres åbningstider fra fredag den 11. juni fra klokken 23.00 til 24.00.

Samtidig åbnes der generelt for salg af alkohol indtil midnat. Det vil sige også i detailhandlen.

Den 15. juli udvides åbningstiden yderligere til klokken 02.00.

* Arealkrav:

For serveringssteder, hvor gæster i det væsentlige sidder ned, ophæves arealkravene og afstandsanbefalinger fra den 1. juli.

* Natteliv:

Diskoteker, natklubber og lignende må åbne igen den 1. september med krav om coronapas, men uden andre restriktioner.

Den 1. oktober ophæves kravet om coronapas.

* Forsamlingsforbud:

Det indendørs forsamlingsforbud hæves til 250 1. juli.

Kilde: Justitsministeriet.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her