Del artiklen:
Aalborgs kendte forlystelsesgade Jomfru Ane Gade er blevet lukket igen.
Aalborgs kendte forlystelsesgade Jomfru Ane Gade er blevet lukket igen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Aalborgs borgmester ser nedlukning af festgade som nødvendig for at undgå skrappere nedlukning i kommunen.

Af NB-Kommune,

Borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S) siger, at der ikke var andre muligheder end at lukke Jomfru Ane Gade ned.

Derfor henvendte han sig til regeringen, der onsdag fik Folketingets opbakning til at lukke den populære festgade i 14 dage.

– Styrelsen for Patientsikkerhed henfører op mod 60 procent af de nysmittede i Aalborg til Jomfru Ane Gade. Det er en meget stor andel og viser noget om, at der sker en meget stor smittespredning.

– Vi har ikke behov for at få flere lukkede sogne i Aalborg. Og det ultimative skrækscenarie er en kommunenedlukning, siger borgmesteren.

Læs også:
Festgade i Aalborg lukker i to uger for at bremse smitte

En kommunenedlukning sker, når en hel kommune har stor smitte med covid-19. Og den involverer også, at store dele af erhvervslivet bliver lukket ned i en periode.

Venstre ville ikke støtte op om nedlukningen, da partiet ikke mener, at nok alternativer er undersøgt. Blandt andet adgangskontrol for coronapas, flere test og så videre.

Det har Thomas Kastrup-Larsen dog ikke meget til overs for.

– Det er det eneste rigtige at gøre. Alle de løsninger, der har været lagt frem, er lappeløsninger set fra min stol, siger han og fortsætter:

– Jomfru Ane Gade er et helt særligt sted med rigtig mange værtshuse og diskoteker, hvor folk går fra det ene sted til det andet. Der er en meget stor berøringsflade dernede, hvor smitten kan spredes.

– Og vi synes, at det vil være meget svært at sige til de 8000, der er ansat i detailbranchen i Aalborg Kommune – på nær dem i supermarkederne – at de skal lukke ned, og at deres virksomheder lukker ned, fordi vi ikke tog fat der, hvor problemet er.

Han kalder nedlukningen et “meget kraftigt bidrag” til at få bremset smittespredningen.

– Men løsningen ligger hos os hver især. Den enkelte aalborgenser skal gøre sig umage for ikke at få spredt smitten, siger borgmesteren.

/ritzau/