Del artiklen:
"Det dur ikke, at man bare fortsætter med lappeløsninger på handicapområdet," siger Monica Lylloff, som er en af frontpersonerne i bevægelsen Enmillionstemmer. - Foto: Privat

I morgen, tirsdag, tager Folketinget stilling til et borgerforslag om at fjerne handicapområdet fra kommunerne. En af initiativtagerne til forslaget håber, at det kan blive startskuddet til en stor reform.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

I morgen, tirsdag, kl. 17:30 sidder flere hundrede, ja måske flere tusinde mennesker med funktionsnedsættelse og følger med på Facebook og på Folketingets hjemmeside. De vil følge, hvordan Folketinget behandler et borgerforslag om at fjerne handicapområdet fra kommunerne.

Borgerforslaget har allerede vakt en del opsigt, men nu håber man i bevægelsen Enmillionstemmer, at der bliver endnu mere debat om det. Det fortæller Monica Lylloff, som er en af frontpersonerne i bevægelsen Enmillionstemmer, i dette interview med NB-Kommune. 

“Vi har ikke en naiv forestilling om, at der bliver en masse grønne knapper (altså et flertal, red.) i Folketinget, når vores borgerforslag kommer til afstemning,” siger Monica Lylloff og fortsætter:
 
“Men vi har et håb om, at man i Folketinget bliver enige om at iværksætte et udvalgsarbejde, hvor man forpligter hinanden på, at nu skal hele handicapområdet reformeres. Vi skal væk fra det Vilde Vesten, som hersker i dag på handicapområdet.”

“Det dur ikke, at man bare fortsætter med lappeløsninger på handicapområdet.”

“Tænk hvis man i de sager i kommunerne havde lyttet til borgerne

Monica Lylloff, frontløber i bevægelsen Enmillionstemmer

Indtil nu er ingen borgerforslag blevet stemt uændrede igennem Folketinget. Men flere af dem har været katalysatorer for debat.

“Uanset hvad der sker med vores borgerforslag, så vil vi blive ved med at kæmpe for, at afgørelser vedrørende mennesker med funktionsnedsættelser ikke skal træffes i kommunerne.”

“Man skal i beslutningerne have adskilt det økonomiske incitament fra det saglige og faglige. Og man kan ikke forvente, at 98 kommuner kan besidde den viden, som der kræves for at træffe anstændige beslutninger på det her meget komplicerede område,” siger Monica Lylloff.

Ifølge hende er der alt for lidt styr på nu, hvordan de mange millliarder kroner til handicappede bliver brugt. 

“Når man i Folketinget beslutter sig for, at nu skal grunden lægges til et reformarbejde, så kan man passende begynde med at finde ud af noget helt basalt: Hvor mange penge bliver der rent faktisk brugt på det her område? Og hvor meget bliver brugt på administration? Og hvor meget på at kommunerne overbetaler for anbringelser på hinandens institutioner?”

“Området er totalt ugennemsigtigt, og ingen kan give et præcis svar på, hvordan pengene bruges.”

Læs også:
KL fremlægger milliardplan for bedre hjælp til handicappede

Hun peger på et af de mindre udgiftsposter, men tankevækkende udgiftsposter på socialområdet:

“Via et spørgsmål i Folketinget til socialminister Astrid Krag er det blevet oplyst, at Ankestyrelsen alene i 2020 brugte 41 millioner kroner på at behandle klagesager over kommunernes afgørelser på handicapområdet. 41 millioner kroner kan man altså godt købe en del hjælp for.”

“Tænk hvis man i de sager i kommunerne havde lyttet til borgerne og truffet den rigtige beslutning fra begyndelsen af. Så kunne man have sparet både penge og en masse menneskelige ærgelser og frustration.” 

Hun mener, at kommunerne bør se sig selv i spejlet på handicapområdet. 

“Flere penge er ikke alene løsningen på handicapområdet. Der er eksempelvis behov for, at man i langt højere grad sikrer, at den nødvendige viden er tilstede i kommunerne, når man træffer beslutninger, som har store konsekvenser for borgerne. Der er i høj grad brug for, at kommunerne kigger indad. Har vi de rigtige mennesker ansat til at håndtere handicappede? Afviser vi for mange lægeerklæringer? Bruger vi pengene bedst muligt?”

Statsrevisorerne bad i april Rigsrevisionen om at gå ind og belyse, hvordan området forvaltes. 

“Når Ulrik Wilbek (borgmester og formand for KL-udvalg, red.) har sagt, at man har været for rundhåndet med hjælpen, så kan vi jo godt komme i tvivl om, hvordan kommunerne vil bruge midlerne, hvis de nu får ekstra penge fra regeringen.”

Ifølge Monica Lylloff er der behov for en helt anderledes opmærksomhed på handicappede.

“Der er en masse ophobede frustrationer blandt handicappede. Og det er da ikke så underligt, når man tænker på, at her har vi Danmarks største minoritetsgruppe, som i årevis er blevet udsat for krænkelser, overtrædelser af internationale konventioner og diskrimination.”

“Det var meget påfaldende efter ‘Else-sagen’ (TV 2 dokumentar, som afslørede ydmygende behandling af ældre, red.), at KL kom ud med en sang om, at ‘nu skal vi også huske alle de gode ting på plejehjemmene med hyggestunder og saftevand.’ Og ja, det skal vi også, men vi står altså i en situation på handicapområdet med graverende forhold. Eksempelvis går hver tredje barn med autisme ikke i skole, og en meget stor andel af mennesker med ADHD står uden for arbejdsmarkedet.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her