Del artiklen:

Lov er lov, og lov skal holdes. Sagen om plejehjemmet Kongsgården i Aarhus medførte et langvarigt politisk og offentligt pres på kommunen og dens øverste ledelse. Det blev et år, hvor ledelse foregik i et minefelt mellem jura, politik og plejeskandale.

Af Hosea Dutschke, Direktør for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune,

I januar 2020 stod jeg i lufthavnen på vej mod en længe ventet ferie til den argentinske pampas. Mine tanker om en ny organisering var med i bagagen, og ville have godt af ro og udsyn på de store vidder. Aviserne rapporterede om en ny virus i Kina, som næppe ville nå til Europa. Og i afgangshallen nåede telefonen lige at ringe og fortælle, at TV2 netop havde meddelt, at de havde haft et skjult kamera sat op i 16 dage på plejehjemmet Kongsgården.

Ferien gik som planlagt, men resten af 2020 gjorde ikke.

TV2 havde sat skjulte kameraer op på plejehjem i Randers og Aarhus. I Aarhus rullede de skjulte kameraer i 16 dage og filmede medarbejdere og den demensramte beboer, Else, døgnet rundt. Medarbejderne var både vrede og bange over at være blevet hemmeligt overvåget i flere uger, og da skjult overvågning på en arbejdsplads er ulovligt, valgte vi af princip at politianmelde TV2.

Vi vidste endnu ikke, hvad der var filmet, hvor krænkende det var for beboeren eller medarbejderne, eller om det viste svigt i plejen. Forenklet sagt, så er skjult kamera altid ulovligt, også for pressen – medmindre det er den eneste måde, pressen kan fortælle om en samfundsmæssig vigtig historie.

En principiel sag

Uanset indholdet af de skjulte optagelser var det fra starten en principiel sag. Og det var klart, at det hverken kunne eller skulle en kommune og et tv-selskab afklare mellem sig. Det måtte være retten, der skulle afgøre, om optagelserne var for krænkende til at blive vist, eller om hensynet til at få historien fortalt vejede tungest. Især i en sag, hvor den filmede beboer ikke var i stand til at tale for sig selv.

Vi var meget bevidste om, at det utvivlsomt ville blive udlagt som om, at kommunen med jura forsøgte at dølge og skjule kritik. Kunne kommunen have valgt ikke at forfølge sagen om, at en demensramt beboer og et ukendt antal medarbejdere var blevet krænket af de skjulte optagelser? Og i stedet vælge det standpunkt at historien var vigtig nok til at blive bragt – uanset hvor intime billeder, der var tale om?

For os handlede det om, at det offentlige skal agere sagligt og foretage korrekte afgørelser, for kun sådan kan der i det lange løb være tillid til de beslutninger der tages af myndighederne. Det gælder også i situationer, hvor der er blevet svigtet. Den tillid, som er en grundsten i det danske samfund og afgørende for både vores tryghed og økonomi. Det paradoksale var dog, at vi ved at forfølge vores handlepligt og agerer sagligt og forfølge sagen var med til at underminere tilliden til ældreområdet og forvaltningen.

Vestre Landsret slog senere fast, at kommunen har handlepligt, og den eneste måde at handle på, var ved at nedlægge et fogedforbud, så borgeren ikke blev krænket i meget intime situationer.

Hurtig handling

I februar havde TV2 vist os en halv times uddrag af de 400 timers optagelser, og det var – som bekendt – ikke et rart syn og en pleje, som ingen skal og må udsættes for.

Dagen efter gik vores HR-afdeling i gang med de åbenlyst nødvendige personalesager, som førte til både fratrædelser, flytninger og fyringer. Og med støtte til kollegerne på Kongsgården, der var lige så rystede som vi andre.

Styrelsen for Patientsikkerhed blev inddraget og kom på tilsyn, der blev hurtigt lavet en omfattende handlingsplan for plejehjemmet og sat en ny og styrket ledelse ind.

Et uvildigt, eksterne konsulentbureau blev sat til at lave en rapport og en årsagsanalyse – ikke mindst for at afdække, om der var tale om en enkeltsag, eller om der var systematiske problemer i ældreplejen. Der blev meget hurtigt taget hånd om de fejl, svigt og problemer, der var, både personalemæssigt og politisk.

For ingen var i tvivl om, at det der var sket på Kongsgården, ikke burde være sket.

Tillid og mistillid

Da retten første gang nedlagde fogedforbud mod at vise optagelserne, blev Kongsgården for alvor en sag for lokalpressen, hvor Aarhus Stiftstidende over et par måneder havde sagen på forsiden to-tre gange om ugen. Rådmanden for området fik talt med beboerens familie og sagt undskyld. Rådmanden fik også sit billede på hele forsiden af avisen, hvor overskriften ganske enkelt lød: ”Undskyld”.

Men uvisheden om, hvad der egentlig gemte sig på de filmstrimler, som ikke måtte vises, var godt stof. Et fogedforbud giver ikke gennemsigtighed, og både blandt politikere, presse og pårørende rejste sig nu en bekymring for både, hvor galt det mon stod til på Kongsgården – eller om klagesager fra andre plejehjem dækkede over noget lignende.

De nævnte tiltag tog flere måneder at gennemføre, og i mellemtiden blev det juridiske motiv både anfægtet og udfordret. De fleste politikere var enige med de pårørende i, at optagelserne skulle vises, og mente nogle gange, at det da måtte være lovligt. Byrådet ville dog være helt sikre på lovligheden, og det blev til en række interne og eksterne advokatvurderinger.

Selv om alle vurderinger pegede på, at vi skulle handle og stoppe optagelserne i at blive vist, sådan som landsretten senere slog fast, så gav det hver gang kritik. Og i aviserne mente diverse juridiske personer udvalgt af avisen selv, at retten nødvendigvis måtte komme til en anden konklusion i næste instans. Politiet afviste kommunens politianmeldelse i første omgang, men tog så sagen op ”af egen drift”, da retten havde nedlagt fogedforbud.

Kongsgården i alting

Set fra min stol ser det ud til, at den massive omtale betød, at Kongsgården hurtigt blev en offentlig, fælles reference og den optik, som al ældrepleje blev læst igennem.

I pressen blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, om Kongsgården var en særlig enkeltsag; tværtimod blev klagesager fra andre plejehjem gerne ledsaget af et billede af Kongsgården og teksten ”Ny sag om svigt”. Med andre ord, så risikerede vi, at sagen trak hele ældreplejens image med sig ned.

Det var nærmest heldigt (og paradoksalt), at det skete i en tid, hvor hele samfundet satte store ressourcer ind på at beskytte vore sårbare mod COVID-19. Personalet i ældreplejen var i undtagelsestilstand og blev rost fra alle sider, sådan at sagen fra Kongsgården ikke stod alene.

Game changer: Offentliggørelsen

Lige før sommerferien stadfæstede landsretten det midlertidige fogedforbud, der betød, at der nu skulle være en ny retssag, som skulle vurdere, om optagelserne kunne bringes, selv om de viste en borger i meget intime situationer.

Det skete ikke: Som bekendt fik Ekstra Bladet fat i optagelserne fra TV2 og offentliggjorde dem. Det gav en sommer med vedvarende pressestorm på rådhuset, men rammen var ændret, for man skulle ikke længere gætte sig til, hvad der var på optagelserne.

Retssager blev irrelevante

Eftersom der var cases fra både Randers og Aarhus, blev hovedspørgsmålet, om sådanne svigt var udbredt i den danske ældrepleje. Dagsordenen skiftede til mere strukturelle spørgsmål om økonomi, og der blev sat ekstra af på årets budgetter til ældreplejen: både i Aarhus og på Christiansborg.

Selv om offentliggørelsen ret sikkert var et lovbrud, så betød det, at de retssager, som Aarhus Kommune selv havde bedt om, og som havde gjort hverdagen besværlig og kostet på omdømmet og tilliden, ikke længere var relevante: Optagelserne var offentliggjort, og det var ikke længere muligt at beskytte beboeren. Styrelsen for Patientsikkerhed gav nogle påbud til Kongsgården, som blev indfriet senere på året, og den uvildige rapport bekræftede, at handleplanen var på ret kurs.

Læring – og de gode råd…

Selv om vi tog fat om nældens rod med det samme, så blev det ikke os, der fortalte historien om, hvad der var gået galt. Medierne satte dagsordenen, bestemte budskaberne og skabte historien om, at vi var lukkede. Og det var vi også, samtidig med at både personalejura og forvaltningsregler gjorde, at vi ikke kunne sige særlig meget om sagen offentligt.

En anden læring er, at vi ikke – tilstrækkeligt – fik fortalt, hvordan vi synes ældrepleje bør være, både internt og eksternt. Vores værdier er selvfølgelige for os, der står midt i det, så en gentagelse kunne virke overflødig (og håndtering af corona var førsteprioritet over alt andet). Men når fakta taler imod værdierne, er der ingen anden vej.

Sagen fra Kongsgården er blevet en del af vores historie, og Else bruges nu som et billede på svigt eller mangler i ældrepleje og offentlig service i almindelighed. Statsministeren, sundheds- og ældreministeren brugte hende. Folketinget endte med at give 500 mio. kr. årligt til et løft af ældreplejen med finansloven, og optagelserne fik store konsekvenser for hele ældreplejen på godt og ondt.

Fokus på sikker drift og høj faglighed

For os handler det nu om sikker drift og høj faglighed som vejen frem til trygge og tilfredse borgere. Vi har blandt andet styrket vores klagehåndtering, pårørendesamarbejde og uddannet i magtanvendelse. Adfærd og kultur er højprioriteret gennem uddannelse i borgerkontakt, coaching og vejledere.

Nogle kan med rette spørge: ”Var det ikke at tage plasteret meget, meget langsomt af til et sår, der utvivlsomt krævede behandling, når nu det hele blev vist alligevel? Jo. det var det.

I mit stille sind har jeg overvejet, om vi bare skulle have lukket øjnene og ikke anmeldt TV2. Men som både landsretten og byretten understregede, så skulle vi handle. Og så opstod der et minefelt mellem jura, politik og en stærkt billedbåret plejeskandale, som vi agerede og selv var deltager i. Det var svært og dilemmafyldt. Også fordi ingen var interesseret i de nuancer, der var i sagen.

To sager er aldrig ens

Et andet dilemma er, at der ikke er en entydig juridisk ramme omkring sammenstødet mellem beskyttelse af beboere og medarbejder og mediernes ytringsfrihed.

I flere sager har mediernes samfundsrolle og ytringsfrihed været vægtet højt, mens det her er beskyttelsen af borgerens menneskerettigheder og meget intime sundhedsforhold, der vægtes højest.

Men den næste sag vil aldrig være magen til. Og er måske fra en børnehave, et hospital eller et socialt bosted – og vil have andre aspekter i sig. Men vi har som kommune en handlepligt og et ansvar for at passe på de svageste i vores samfund. Og det gjorde vi.

Man kan selv prøve øvelsen med at formulere et regelsæt sammen med medarbejderne og lederne om, hvordan man vil forholde sig til skjult overvågning, fra en beboer, fra pårørende, fra medier.

Hvis det er en mediesag: Hvor skal den etiske drøftelse og afvejningen mellem krænkelser og samfundshensyn finde sted, hvis det ikke er hos domstolene?

Hvem kan (og vil) (og skal) ellers tage den beslutning?

Hosea Dutschke er direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune