Del artiklen:
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), København, og udvalgsformand Diana Mose Olsen (SF), Esbjerg, kritiserer ministerbeslutning om at fastholde nationale test i coronatiden.
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), København, og udvalgsformand Diana Mose Olsen (SF), Esbjerg, kritiserer ministerbeslutning om at fastholde nationale test i coronatiden. - Foto: Kommunerne København og Esbjerg

Der er ærgrelse blandt politikere over, at undervisningsministeren ikke vil stille kommuner frit i forhold til at gennemføre nationale test. ‘Det har været et skoleår præget af meget vanskelige vilkår,’ siger borgmester. Frikommunerne Esbjerg og Holbæk bliver heller ikke fritaget.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Det er ærgerligt og træls.

Det er nogle af de knubbede ord, der følger i kølvandet på, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) blankt har afvist en række kommuners ønske om at blive fritstillet eller fritaget med hensyn til at gennemføre de nationale test her under coronakrisen. 

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i Københavns Kommune har stået i spidsen for kommunens ansøgning til Undervisningsministeriet om at blive fritaget for nationale test i år. Han er træt af at have fået et nej:

”Det ærgrer mig, at det ikke bliver frivilligt for skolerne, om de ønsker at gennemføre de nationale tests i år. Det har været et skoleår præget af meget vanskelige vilkår med corona og fjernundervisning. I det lys havde jeg gerne set, at de enkelte skoler selv fik lov at vurdere, hvad der giver bedst mening for dem,” siger Jesper Christensen. 

Han gør dog samtidig over for sine partifæller i Socialdemokratiet – her i blandt undervisningsministeren – at S i modsætning til Enhedslisten på den lange bane gerne vil opretholde de nationale test. 

”Jeg vil gerne understrege, at vi hos Socialdemokratiet grundlæggende støtter tanken om nationale tests. Det er vigtigt for både skolerne og kommunerne at have et overblik over, hvordan fagligheden udvikler sig. Men i år kunne man godt have gjort en undtagelse de særlige omstændigheder taget i betragtning,” siger Jesper Christensen.

Det er på godt vestjysk rigtig træls

Diana Mose Olsen (SF), formand for Børn- & Familieudvalget i Esbjerg

I Esbjerg Kommune havde man glædet sig til at slippe for de nationale test i år. På den baggrund lyder der kritik af ministerens beslutning.

“Det er på godt vestjysk rigtig træls, men omvendt er jeg ikke specielt overrasket. Vi vidste godt, at der var en stor risiko for, at vi kunne få et nej,” siger formand for Børn- & Familieudvalget i Esbjerg, Diana Mose Olsen (SF) til JydskeVestkysten.

Kommunerne Esbjerg og Holbæk får som en del af regeringens frikommuneforsøg  frihed til at bestemme selv på skoleområdet. På den baggrund siger Diana Mose Olsen til JydskeVestkysten:

“Vi spurgte i anmodningen (om fritagelse, red.), om de nationale test for skoleåret 2020/21 vil indgå som baseline i en senere evaluering af den velfærdsaftale, der skal indgås mellem regeringen og Esbjerg Kommune på folkeskoleområdet. Ministeren svarer, at det er der endnu ikke truffet beslutning om, så vi ved rent faktisk ikke, om testresultaterne skal bruges til noget som helst.”

I Holbæk Kommune er borgmester  Christina Krzyrosiak Hansen (S) ifølge et opslag på Facebook, “mildest talt skuffet over” ikke at blive fritaget for nationale test. Og hun skriver videre:

“Inden længe er Holbæk Kommune frisat lovgivningen på skoleområdet og har frihed til at drive skole, som de der er en del af skolerne, mener det gøres bedst. Men for alle de andre kommuners skyld, som ikke er en del af frihedsforsøget håber jeg meget, at man vil revurdere beslutningen.”

“Vi får ikke den bedste skole af at topstyre. Vi får den bedste skole ved at give frihed til skolerne og have tillid til alle dem, der er en del af den.”

 

Læs også:
Minister til kommuner: I SKAL gennemføre nationale test

Mange kommuner – her i blandt København, Esbjerg, Albertslund, Norddjurs og Aarhus – har ansøgt Børne- og Undervisningsministeriet om at blive fritstillet eller fritaget for at gennemføre de nationale test. I et svar på deres ansøgninger skriver Pernille Rosenkrantz-Theil:

“Det er vigtigt at få afdækket omfang og karakter af de faglige udfordringer, som nedlukningen har medført, med de forskellige redskaber, vi har, så skolerne kan sætte målrettet ind i forhold til den enkelte elev og klasse. Derfor mener regeringen, at de nationale test skal gennemføres.”

Ministeren peger på, at corona-nedlukning og digital undervisning i hjemmene har givet eleverne store udfordringer. Hun skriver:

“Nedlukningsperioden har haft betydning for eleverne både fagligt og trivselsmæssigt. Kvaliteten af hjemmeundervisningen har ikke i alle tilfælde været den samme som skolens normale undervisning. Samtidig har vi aflyst flere af folkeskolens prøver i år.”

Læs også:
Mange borgmestre: Opgiv de nationale test i år

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her