Del artiklen:

Det skal være lettere at få information om kulturarrangementerne. Derfor lancerer kommune en løsning, som kommunikerer arrangementerne på flere platforme.

Af Lene Vind,

Mange arrangører har oplevet, at det kan være svært at trænge igennem og nå ud til de mennesker, der kunne være interesseret i at deltage i foredrag og fodboldkampe, svampeture og sensommerjazz og meget andet.

Dét skal et nyt initiativ fra Ringkøbing-Skjern Kommune og FrivilligVest nu gøre op med. Initiativet er en udbygning af den allerede eksisterende elektroniske kulturkalender KultuNaut, så planlagte arrangementer kommer ud på flere platforme med bare en indtastning.

Initiativet tages på baggrund af dialog med foreningslivet, Destination Vesterhavet, Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing Handelsforening. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.
 
”I kommunen og hos FrivilligVest hører vi tit fra folk, der afholder arrangementer, at det er svært eller dyrt at nå ud til andre med information om deres arrangementer,” fortæller Emil Sloth Sig, frivilligkoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han tilføjer, at folk, som skal planlægge en aktivitet, også efterspørger et bedre overblik over andres arrangementer, så de undgår at planlægge med et uheldigt tidspunkt, hvor noget andet vigtigt skulle finde sted.

”Og så bliver vi selvfølgelig spurgt fra tilflyttere, turister, og alle os der bor her, hvad sker der egentlig i området,” siger Emil Sloth Sig.

En fælles løsning

Den samlende løsning er KultuNaut.dk, som er en side, hvor man gratis kan oprette arrangementer og samtidig dele arrangementet på sociale medier, på e-mail, i lokalmedier og på flere andre hjemmesider.

KultuNaut eksisterer allerede på kommunens hjemmeside, men sammen med kommunen og FrivilligVest har Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing Handelsforening nu arbejdet på at udvikle portalen, så den fremover får status af stedet, hvor man opretter arrangementer, der skal nå bredt ud blandt borgerne.

”Hidtil har KultuNaut været ét blandt mange steder, hvor arrangører kunne oprette arrangementer. Platformen er nu udbygget, og vi vil gøre det tydeligt, at KultuNaut er en løsning for arrangører til at oprette og opdatere arrangementer med én indtastning på alle de platforme, som de måtte ønske,” siger Emil Sloth Sig

Udover at stille KultuNaut til rådighed inviterer kommunen og FrivilligVest også til kursus, hvor brugere kan lære at oprette arrangementer. Læs mere her.