Del artiklen:
Gode normeringer i dagtilbud er vigtigere end lave takster. Det mener rådmand Thomas Medom (SF).
Gode normeringer i dagtilbud er vigtigere end lave takster. Det mener rådmand Thomas Medom (SF). - Foto: Aarhus Kommune

Når kommunerne nu tilskyndet af regeringen øger antallet af voksne i vuggestuer og børnehaver, så må forældrene også betale mere. Det mener Aarhusrådmand, som vil have hævet taksterne i dagtilbud.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, iver@nb-medier.dk

Når der nu skal være flere voksne hænder og hoveder til at drage omsorg for børnene i vuggestuer og børnehaver, så må forældrene også betale lidt mere for det. Gode normeringer er vigtigere end lave takster.

Det mener Thomas Medom (SF), som er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune. Han indstiller til sine kolleger i byrådet at øge forældrebetalingen i de aarhusianske dagtilbud.

Den øgede forældrebetaling skal ledsage de penge, som et flertal i Folketinget har afsat til at få gennemført minimumsnormeringer senest i 2024. Ved at øge forældrebetalingen opnår Aarhus også, at den fortsat dækker op til 25 procent af udgiften til en plads i dagtilbud.

“Vi skal gribe muligheden for at give det tiltrængte løft af børnenes hverdag, som forældre og pædagoger har sukket efter i mange år. Flere penge til de mindste og en hurtigere vej til minimumsnormeringer vil betyde, at flere aarhusianske børn får en tryg hverdag med mere ro på end i dag,” siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.

Både et flertal i Aarhus Byråd samt Aarhus forældreorganisation bakker ifølge pressemeddelelsen op om rådmandens forslag om øget forældrebetaling, der allerede fra i år bliver udmøntet i senere børnehavestart for kommunens vuggestuebørn samt et budgetløft til de aarhusianske dagtilbud, så de kan ansætte mere pædagogisk personale.

Udover bedre normeringer understreger rådmand Thomas Medom vigtigheden af et kvalificeret pædagogisk personale. Derfor vil der parallelt med indfasningen af minimumsnormeringerne være fokus på at sikre flere uddannede medarbejdere til gavn for børnene.

“Det er en forudsætning for børnenes trivsel, læring og udvikling, at det pædagogiske personale i vores dagtilbud har fagligheden på plads,” siger Thomas Medom.

Fakta: Så stor bliver stigningen

For en fuldtidsplads i Aarhus Kommune eksklusiv kost vil stigningen i forældrebetalingen i 2021 betyde: 

  • 122 kr. pr. måned for 0-3-årige, så taksten bliver 3.811 kr..
  • 55 kr. pr. måned for 3-5-årige, så taksten bliver 1.954 kr..

Det svarer til en stigning på ca. tre procent.
Rådmanden indstiller, at forældrebetalingen i dagtilbud skal stige fra 1. april – og dermed, at der ikke kræves øget betaling for de første tre måneder af 2021.
Indstillingen om øget forældrebetaling bliver efter planen behandlet på et byrådsmøde onsdag 10. marts 2021.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her