Del artiklen:
Det er en overvejelse værd, om det var rigtigt at give kommunerne ansvaret for de handicappede, da man tilbage i 2007 gennemførte strukturreformen. Det mener borgmester og KL-udvalgsformand Thomas Gyldal Petersen (S).
Det er en overvejelse værd, om det var rigtigt at give kommunerne ansvaret for de handicappede, da man tilbage i 2007 gennemførte strukturreformen. Det mener borgmester og KL-udvalgsformand Thomas Gyldal Petersen (S). - Foto: Jesper Blæsild for Herlev Kommune (arkivfoto)

Borgmester og KL-udvalgsformand opfordrer til, at kommunerne i det mindste overvejer at afgive det specialiserede socialområde til regionerne eller staten. Han går dermed mod strømmen i KL i ømtålelig debat.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Skal kommunerne blive ved med at have ansvaret for de handicappede og andre udsatte borgere i det specialiserede socialområde? Nej, mener mere end 50.000 danskere, som har skrevet under på et borgerforslag, der kommer op i Folketinget i foråret.

Spørger man en af landets fremtrædende borgmestre, så er svaret, at det er værd at overveje at opgive. Sådan kan man sammenfatte holdningen hos Børne- og Undervisningsudvalget i KL samt borgmester i Herlev Thomas Gyldal Petersen (S).

Herlev-borgmesteren går med sin udmelding i clinch med et flertal i Kommunernes Landsforening, som er opsat på at bevare det specialiserede socialområde under kommunernes vinger. KL har på det seneste slået det budskab fast med en understregning over for utilfredse borgere om, at kommunerne magter den krævende opgave med at hjælpe handicappede på bedst mulig vis.

I et interview med Politiken siger Thomas Gyldal Petersen:

“Jeg synes personligt, at diskussionen om det specialiserede socialområde er værd at tage igen.”

Han understreger over for avisen, at for ham er det ikke afgørende, at det specialiserede socialområde ligger i kommunal regi. Adspurgt om han er enig med flertallet af sine borgmesterkolleger i KL, svarer han til Politiken:

“Nej. Men jeg er også borgmester i en mindre kommune, og det er klart, at hvis man er borgmester i en meget stor kommune, som har mulighed for at agere som et mindre amt, så er man i en anden situation. Men jeg er ikke optaget af, om det er kommunalt eller ej. Jeg er optaget, at borgerne får det bedste afsæt.”

Læs også:
Borgerforslag: Tag handicapområdet fra kommunerne

Det specialiserede socialområde overgik fra de daværende amter til kommunerne under strukturreformen i 2007.

Borgmestre: Vi skal blive bedre

I KL ved man godt, at der er rum for forbedringer, når det gælder kommunernes assistance til de mest udsatte borgere. Det fremgår klart af et debatindlæg, som formanden for KL’s socialudvalg borgmester Ulrik Wilbek (V) og næstformand for KL’s socialudvalg borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) har skrevet. 

I debatindlægget tager de to borgmestre udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer. Undersøgelsens tal viser, at mange handicappede på flere strækninger er utilfredse med kommunernes hjælp til dem. De to borgmestre skriver:

“Det er tal, som vidner om, at vi ikke altid lykkes, når det handler om at give den hjælp og tryghed til mennesker med handicap, som de har brug for.” 
 
På den baggrund skriver UIrik Wilbek og Christina Krzyrosiak Hansen videre:

“Det er på tide, at vi griber til handling. I kommunerne i hele landet, er der de seneste år kommet flere og flere mennesker, som har psykiske vanskeligheder og handicap. De mennesker skal vi være der for.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her