Del artiklen:
Social- og ældreminister Astrid Krag vil undersøge, hvordan observationer i kommunen foregår på baggrund af to sager i jyske kommuner. (Arkiv)
Social- og ældreminister Astrid Krag vil undersøge, hvordan observationer i kommunen foregår på baggrund af to sager i jyske kommuner. (Arkiv) - Foto: Søren Bidstrup/NF/Ritzau Scanpix

Kommuner kritiseres for at krænke privatlivet og ulovligt overvåge handicappede. ‘Vi kan ikke få oplysningerne på andre måder’, svarer velfærdsdirektør. Minister går ind i sagen.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

I 14 nætter blev en 3g-elev og kørestolsbruger med muskelsvind overvåget i eget hjem i Sønderborg Kommune.

I Skive Kommune skrev en kommunal observatør 18 siders langt notat om observationerne dag og aften af en mand med cerebral parese, svær spasticitet i benene og nedsat finmotorik og spasmer i hænder, arme og krop. Det skriver DR.

Baggrunden for kommunernes overvågning er, at kommunerne har behov for mere viden om de enkelte borgere, før de kan tildele økonomiske tilskud til eksempelvis handicaphjælpere døgnet rundt.

Men i de to ovenstående tilfælde har begge borgere følt sig krænket og overvåget i deres eget hjem.

Simon Kjær fra Sønderborg siger til DR:

“Problemet ligger i, at der kommer en spion i hjemmet, som er udsendt for at modbevise, at man har behov for hjælp og tager notater, og skriver ned på minuttet, hvor meget man skal tisse og vende sig,” siger Simon Kjær.

Og det er ikke en engangsforeteelse. En aktindsigt af DR viser, at det er blevet mere almindeligt, at kommuner overvåger mennesker med handicap for at udmåle hjælp. Faktisk har halvdelen siden 2017 observeret handicappede. Overvågningerne tager alt fra få timer, til flere døgn og uger.

Søren Blæsbjerg er juralektor på Aalborg Universitet og forsker i handicap og underviser i socialret. Han mener, at fremgangsmåden er på kant med loven:

“Jeg mener, det er i strid med loven og reglerne, når man overvåger en person i så lang tid for at vurdere, hvilken hjælp man skal have,” siger han til DR.

Til DR svarer Helle Mønsted Nielsen, direktør i job og velfærd i Sønderborg Kommune:

“Borgeren kan have gode og dårlige perioder. Det skal favnes i den observationstid på fjorten dage. Vi kan ikke få oplysningerne på andre måder end ved en observation. Hvis vi kunne, ville vi gøre det,” siger Helle Mønsted Nielsen.

I Skive Kommune vil man nu overveje, hvordan observationerne skal foregå fremover.

“Kritikken gør indtryk. Vi bruger ikke observationer særligt ofte. Der er behov for en debat om, hvordan bruger vi observationer på bedste måde,” siger Heide Becker Rasmussen, der er socialchef i Skive Kommune.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) lover nu at undersøge, hvordan kommunerne bruger observationerne:

“Jeg bliver bekymret, når jeg ser de eksempler, som DR ligger frem og som virker meget voldsomt. så jeg vil bede Ankestyrelsen se på kommunernes praksis. Hvordan griber man observationerne an? Er det få steder kommunerne er gået for langt, eller er det et generelt problem”, siger Astrid Krag til DR.

KL mener også, at det er en god ide at undersøge praksis for overvågning.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her