Del artiklen:
Venstre giver sit forslag om frikommuneforsøg tyngde ved at forslagsstillerne udover partiets kommunalordfører Anni Matthiesen (V) også tæller politisk ordfører Sophie Løhde (V), finansordfører Troels Lund Poulsen (V), Hans Andersen (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V) og Stén Knuth (V)
Venstre giver sit forslag om frikommuneforsøg tyngde ved at forslagsstillerne udover partiets kommunalordfører Anni Matthiesen (V) også tæller politisk ordfører Sophie Løhde (V), finansordfører Troels Lund Poulsen (V), Hans Andersen (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V) og Stén Knuth (V) - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Venstre vil give alle kommunerne adgang til at blive fritaget fra stort set alle regler på et eller flere områder som led i det mest vidtgående frikommuneforsøg i nyere tid.

Af Arne Ullum, [email protected]

Venstre forsøger at samle et flertal bag en markant udvidelse af det nye frikommuneforsøg, så det ikke blot omfatter syv kommuner, men alle kommuner, som ønsker at være en del af det.

“Venstre foreslår helt konkret, at alle kommuner skal kunne ansøge om at blive en del af en hel ny udvidet frikommuneforsøgsordning på ét eller flere områder efter eget valg,” hedder det i et beslutningsforslag, som Venstre har fremsendt til Folketinget.

Selvom forslaget givetvis skal ses i sammenhæng med den forestående kommunalvalgkamp, så er det interessant, fordi Venstre hermed åbner for en debat om det kommunale selvstyre, som reelt også indebærer en erkendelse af, at partiets hidtidige linje med afgrænsende frikommuneforsøg på afgrænsede områder ikke samlet har styrket det kommunale selvstyre.

“Vi er nødt til at tage større skridt,” siger Venstres kommunalordfører Anni Matthiesen. Hun vil ikke direkte forholde sig til, om forslaget er udtryk for en erkendelse af, at Venstres hidtidige tilgang til frikommuneforsøg ikke har båret frugt. Venstres hidtidige frikommuneforsøg har i princippet været bygget op på, at kommunerne kunne søge om at blive fritaget for bestemte lovparagraffer.

“Man kan i hvert fald konstatere, at når der sker et regeringsskifte, så fører man ikke de anbefalinger ud i livet, som har været resultatet af tidligere forsøg,” siger kommunalordføreren.

Venstres forslag er meget vidtgående

Hvor vidtgående et frikommuneforsøg er, kan groft sagt måles ud fra, hvor mange kommuner det omfatter, og hvor store friheder kommunerne får adgang til.

De frikommuneforsøg, som Venstre igangsatte i 2016, og som netop er afsluttet, omfattede 38 kommuner, som alene fik frihed på et afgrænset område, og kun blev fritaget for bestemte regler og paragraffer.

Den nye Socialdemokratiske regering har ikke udvist den store entusiasme for resultaterne fra Venstreregeringens tid, som netop er blevet offentliggjort.

Læs også:
Værsågod, Christiansborg: Her er de konkrete forslag fra frikommuneforsøgene

Statsminister Mette Frederiksen igangsatte i stedet S-regeringens egne frikommuneforsøg, hvor syv kommuner hver får meget udstrakt frihed på et enkelt område som eksempelvis ældrepleje, folkeskole eller dagtilbud.

Venstre vil nu give alle kommuner adgang til at blive fritaget for stort set alle regler på et eller flere områder.

“Kommunerne skal selv kunne vælge, om de ønsker at blive sat fri på ét eller flere områder. Folketinget forpligter sig til i videst mulig omfang at sætte kommunerne fri af statslig regulering på de ansøgte områder, mens de deltagende kommuner omvendt forpligter sig til gennemføre en markant frisættelse fra kommunal regulering, dog uden at fjerne borgernes frie valg,” hedder det i Venstres beslutningsforslag.

Venstres er dermed det mest vidtgående forslag på både antal og frihedsgrader, der nogensinde er fremsat af et større parti i nyere tid.

“Vi ved godt, at det er et vidtgående forslag. Men vi må være ærlige og sige, at det gennem årene har været vanskeligere, end vi forventede, at afbureaukratisere, og derfor skal man turde gøre mere i stedet for blot at fortsætte med at gøre det samme,” siger Anni Matthiesen.

Læs også:
Skuffet: Frikommuneforsøg blev en fuser

Lose trækker Venstre mod øget kommunal selvstyre

Forslaget om en markant styrkelse af frikommuneforsøgene er den første store og konkrete markering af den frihedsdagsorden, som partiets nye formand Jakob Ellemann har lanceret.

Samtidig forventer Anni Matthiesen, at valget af den stærke regionrådsformand Stephanie Lose som næstformand yderligere vil styrke partiets opbakning bag det kommunale selvstyre.

“Nu vi har fået Stephanie Lose som næstformand, så har vi også en pligt til at lade det præge vores politik,” siger Anni Matthiesen.

Klar til kompromis

Venstre har valgt at fremsætte forslaget alene, men det betyder ifølge Anni Matthiesen også, at partiet er klar til at bøje af for at sikre en styrkelse af frikommuneforsøgene.

“Jeg skal i gang med at drikke kaffe med både de blå partier og nogle af de andre,” siger Anni Matthiesen. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her