Del artiklen:
Borgmester Hans Toft (K), Gentofte Kommune, genopstiller ikke ved KV21. (Arkiv)
Borgmester Hans Toft (K), Gentofte Kommune, genopstiller ikke ved KV21. (Arkiv) - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Gentofte skal have ny borgmester efter næste kommunalvalg – efter 28 år siger Hans Toft stop. Afløseren er på plads.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Gentoftes konservative borgmester Hans Toft (K) genopstiller efter 28 år ikke ved kommunalvalget til efteråret.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Han fratræder i stedet i maj og overgiver pladsen til Michael Fenger, der samtidig bliver De Konservatives spidskandidat i kommunen til det kommende valg.

– Efter de mange år og i en alder af næsten 75 år ved næste valgperiodes begyndelse, så har jeg fundet det rigtigt at slippe tøjlerne og giver dem med stor glæde videre til Michael Fenger, siger den afgående borgmester i meddelelsen.

Hans Toft har gennem årene blandet sig i mange landspolitiske debatter og været en markant kommunal stemme. Således også forrige år, hvor Hans Toft blev en af de borgmestre, som gjorde sig mest bemærket i debatten om udligningsreformen. Han gik i hård clinch med social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), da Gentofte Kommune efter den konservative borgmesters opfattelse betaler alt for meget til udligning.

Gentofte er en af De Konservatives højborge på kommunalt plan. De seneste syv kommunalvalg har vælgerne givet Hans Toft og De Konservative et absolut flertal i kommunalbestyrelsen.

Ved seneste valg i 2017 fik De Konservative 58 procent af stemmerne og 13 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen.

Fakta om Hans Toft:

Hans Toft har siden april 1993 været borgmester i Gentofte Kommune valgt for De Konservative.Siden 2005 har Hans Toft også været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.

Hans Toft er cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1976. Han var efterfølgende ansat i Norsk Hydro og i advokatfirmaet Jonas Bruun, hvor han blev underdirektør. Fra 1971 til 1975 var han medlem af Folketinget. Hans Toft blev valgt ind i Gentofte Kommunalbestyrelse i 1990. Han er gift med Lisbeth Damm.

Hans Toft er født 8. februar 1947 i Hvidbjerg.

16 borgmestre genopstiller ikke

Her er de borgmestre, som ikke genopstiller til posten ved KV21:

Egon Fræhr (V), Vejen
Lars Krarup (V), Herning
Jørn Pedersen (V), Kolding
Ole Bollesen (S), Syddjurs
Ole Wej Petersen (S), Ærø
H.P. Geil (V), Haderslev
Ib Kristensen (V), Billund
Niels Viggo Lynghøj (S), Struer
Erik Buhl (V), Varde
Frank Jensen (S), København
Winni Grosbøll (S), Bornholm
John Engelhardt (V), Glostrup
Ole Bjørstorp (S), Ishøj
Jacob Bjerregaard (S), Fredericia
Sofie Valbjørn (ALT), Fanø
Hans Toft (K), Gentofte

Kilde: NB-Kommune

NB-Kommune /ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her