Siden de seneste restriktioner sendte mange voksne på hjemmearbejde – og skolebørnene tilbage i værelset til digital hjemmeundervisning, er spørgsmålet om også daginstitutionerne burde lukke ned taget til især af hensyn til personalet.
Allerede mandag var rådmand i Aarhus Kommune for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), ude med en opfordring i Århus Stiftstidende til forældrene med børnehave- eller vuggestuebørn:
“Hvis man har mulighed for at holde sine børn hjemme, så vil det være meget velkomment. Både i forhold til at reducere smittespredning, men også i forhold til at løfte presset på daginstitutionerne,” sagde han til avisen.
I Vejle Kommune har forældrene med børn i pasningstilbud nu fået næsten samme besked, skriver Vejle Amts Folkeblad:
”Forældre, der har mulighed for det, kan overveje at holde deres børn hjemme i en kortere eller længere periode. Det kan for eksempel være forældre, der selv er hjemsendt, men ikke kan passe deres arbejde hjemmefra.”
Efterfølgende viser kommunens egen stikprøve, at antallet af afleverede børn kun er på mellem 50 og 80 procent af normalen.
Men for dagtilbudschef Rune Asmund Sørensen i Vejle Kommune er det vigtigt, at forældre, der ikke har mulighed for at holde børnene hjemme, kan aflevere børnene med god samvittighed:
“Forældrene skal ikke have dårlig samvittighed, når de afleverer deres børn. Det en svær balancegang, og vi har valgt ikke at gå længere end at sende regeringens opfordring videre. Andre kommuner har ladet de enkelte institutioner selv være afsender på opfordringen,” siger Rune Asmund Sørensen til Vejle Amts Folkeblad.
Hos pædagogernes fagforening, BUPL, undrer man sig over, at daginstitutionerne ikke skulle gå over til nødpasning.
“Vi har hidtil hørt, at niveau 5 i beredskabet var så alvorligt, at man ville gå over til nødpasning. Så det overrasker os, at vi skal køre videre på fuld damp. Men når det er sagt, så er det vigtigt for mig at sige, at pædagoger selvfølgelig går på arbejde, som vi skal, og er der for børnene,” siger Elisa Rimpler, formand for BUPL, til Ritzau.
Elisa Rimpler opfordrer forældre til at hente og aflevere udendørs -eller bruge mundbind, når de kommer indenfor.