Del artiklen:

Asylsag deler Venstre i to og sætter partiet i et dilemma om Støjbergs fremtidige rolle, siger kommentator.

Af NB-Kommune,

Instrukskommissionens delberetning sætter Venstre i et “meget stort” dilemma i forhold til Inger Støjbergs rolle som næstformand.

Det vurderer Jarl Cordua, politisk kommentator og medlem af Venstre.

Kommissionen konkluderer i en delrapport mandag, at Inger Støjberg blev advaret om ulovligheder i asylsag.

– Havde det været i hvilket som helst andet parti, havde det nok medført, at hun måtte fratræde. Men Inger Støjberg har taget Venstre som gidsel i den her sag, siger Jarl Cordua.

– Mange er fuldstændig ligeglade med, hvad kommissionen kommer med af konklusioner. For dem handler den her sag om barnebrude og ikke ret meget andet.

Sagen splitter Venstre op i to lejre, og det er derfor svært at se, hvad der kommer til at ske herfra, mener Jarl Cordua.

– Det er et meget stort dilemma. Skal man vælge ro på bagsmækken eller retssikkerhed. Det bliver spændende at se, hvad Jakob Ellemann-Jensen får ud af at læse den her delberetning.

Jarl Cordua vurderer heller ikke, at Inger Støjberg har i sinde at rykke sig på trods af Instrukskommissionens delberetning.

– Inger Støjberg vil nok bare sige, at I kan ikke flytte mig, medmindre I vil have krig på kniven.

Inger Støjberg skriver på Facebook, at hun “ikke har afgivet en ulovlig ordre” i instrukssag. Men hun medgiver, at der er begået “fejl”.

Formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, har endnu ikke kommenteret på Instrukskommissionens delberetning.

Heller ikke regeringen har forholdt sig til konklusionerne.

Til gengæld vil støttepartierne SF og Enhedslisten have uvildige advokater til at se på kommissionens delberetning for at vurdere, om der er “stof nok til en retssag”.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her