Del artiklen:
"Alle alarmklokker ringer, når der findes fiktive konti uden dækning for millionunderskud," siger teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Københavns Kommune har fundet tre fiktive anlægsprojekter med et underskud på 37 millioner kroner. Der kan være tale om ‘besvigelse i form af bevidst fejlinformation’.

Af NB-Kommune,

Der er fundet rod i regnskaberne i en afdeling i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.

Uden at have budget til det er der gennem flere år bogført medarbejdertimer på tre fiktive anlægsprojekter, som der ikke var givet bevilling til. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

I løbet af 2017, 2018 og 2019 er der registreret et underskud på over 37,1 millioner kroner. Det ventes at vokse med yderligere 15 millioner kroner i 2020.

Ifølge kommunen kan der være tale om ”besvigelse i form af bevidst fejlinformation i et regnskab”.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil ikke udelukke, at det kan have personaleretlige konsekvenser.

– For at undgå at den slags problemer gentager i fremtiden, har jeg krævet en redegørelse om hændelsesforløbet.

– Når redegørelsen foreligger, må vi se på, hvad den skal have af konsekvenser, siger borgmesteren i meddelelsen.

Rodet er blevet fundet i forbindelse med en centralisering og professionalisering af forvaltningens økonomistyring.

Forbruget er bogført på konti med et negativt budget, og derfor har udgifterne ikke været synlige ved en almindelig gennemgang, oplyses det.

Indtil videre kan det ikke ses, hvilke projekter timerne eventuelt skal henføres til, og proceduren er derfor i strid med bevillingsreglerne.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed, hvad der er årsagen til regnskabsrodet. Det vurderes dog, at det blandt andet kan hænge sammen med overgangen til et nyt økonomisystem, ligesom der er blevet implementeret en ny tidsregistrering.

– Det er for tidligt at konkludere, hvorfor reglerne er blevet brudt, men der skal ikke herske tvivl om, at den anvendte praksis på ingen måde er i orden.

– Alle alarmklokker ringer, når der findes fiktive konti uden dækning for millionunderskud, siger Ninna Hedeager Olsen.

Den økonomiske udfordring håndteres ifølge meddelelsen ved, at der foretages et internt lån, som skal afdrages over en årrække, så der undgås ”drastiske besparelser her og nu”.

Sådan kunne det ske

I pressemeddelelsen forklarer Tenik- og Miljøforvaltningen, hvordan det over tre kunne lade sig gøre at have fiktive anlægsprojekter:

Når politikerne i Københavns Kommune under de årlige budgetforhandlinger bevilger penge til anlægsprojekter, skal de afsatte midler blandt andet gå til at dække lønnen for de timer, som kommunens projekt- og byggeledere, udbudsjurister og tekniske designere bruger på hvert enkelt projekt.
 
Administrationsbidraget skal sikre, at forvaltningens interne udgifter relateret til et anlægsprojekt konteres direkte på anlægsbevillingen for det konkrete projekt. Men i forbindelse med en centralisering og professionalisering af forvaltningens økonomistyring er det netop kommet frem, at der gennem 2017, 2018 og 2019 er bogført 37,1 mio. kr. på tre fiktive anlægsprojekter uden bevilling, og dermed er kommunens regler ikke overholdt. 

Ved at bogføre forbrug på konti med et negativt budget er udgiften ikke synlig ved almindelig gennemgang, og indtil videre er det ikke til at se, hvilke anlægsprojekter timerne eventuelt skal henføres til. Dermed er proceduren i strid med bevillingsreglerne.
/ritzau og NB-Kommune

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her