Del artiklen:
Med efteråret kommer også hårdt vejr, og det bekymrer Jammebugt Kommunes borgmester, der efterlyser en national helhedsplan. (Arkiv)
Med efteråret kommer også hårdt vejr, og det bekymrer Jammebugt Kommunes borgmester, der efterlyser en national helhedsplan. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommunalpolitikere og eksperter efterlyser en samlet helhedsplan for kystsikring. Kommunerne har ikke den viden, der skal til for en effektiv sikring, lyder det fra vestjysk borgmester.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Efterårets komme varsler også kraftig blæst og storm, og det går hårdt ud over kysterne i en lang række kommuner landet over.

Helårs- og fritidshuse i de kystnære områder er derfor truet, hvis ikke der gøres noget ekstraordinært. Det siger Ellen Højgaard Jensen, der er direktør i Dansk Byplanlaboratorium:

“Det haster rigtig meget. Hændelserne stiger år for år, og de udgifter vi som samfund får, stiger også,“ siger Ellen Højgaard Jensen til DR Nyheder.

Hun foreslår derfor, at kommunerne arbejder efter en landsdækkende helhedsplan frem for hver for sig at sikre deres kyster på hver sin måde.

Det mener Karsten Arnbjerg Nielsen, der er professor ved DTU-Miljø, er en god idé:

“Jo før der kommer en plan, jo før kan man også begynde at planlægge fremadrettet. Lige nu er lovgivningen indrettet, så det er op til de enkelte kommuner at bestemme,” siger Karsten Arnbjerg Nielsen til DR Nyheder og fortsætter:

“Men hver enkelt kommune er simpelthen for lille et område. Dels vil oversvømmelsen dække et større område, så der er andre kommuner, man skal forholde sig til i kystplanen. Derudover er det simpelthen for svært for den enkelte kommune at kunne træffe de overordnede samfundshensyn, der er nødvendige,” siger Karsten Arnbjerg Nielsen.

Borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade (V) er helt enig. Han siger, at der er behov for en central styring, der besidder den viden, kommunerne ikke har:

“For alle de kompetencer kan vi naturligvis ikke have som kommune. Den overordnede faglighed må komme centralt fra, og så må de komme med forslag til løsninger. Derefter må vi finde ud af, hvem der skal finansiere det efterfølgende,” siger Mogens Gade til DR Nyheder.

Ansvaret for at sikre de danske kyster blev lagt ud til kommunerne i 2018, og sådan skal det ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) fortsat være:

“Kommunerne er den ansvarlige myndighed i dag – sammen med grundejerne. Det skal de også være i fremtiden. Men det er klart, at nogle af de værktøjer, som de også efterlyser, det er noget, som vi kommer til at kigge på,” siger Lea Wermelin til DR Nyheder.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her