Del artiklen:
Aarhus Kommune vil finde ud af, hvor galt det står til med sexisme blandt kommunens ansatte.
Aarhus Kommune vil finde ud af, hvor galt det står til med sexisme blandt kommunens ansatte. - Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (modelfoto)

En undersøgelse fra Aarhus Kommune viser, at andelen af ansatte udsat for sexchikane varierer en del fra magistrat til magistrat.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]
og Jørn Sørensen, [email protected]

Krænkelser af seksuel karakter er i den grad blevet et emne, som fylder ikke bare i medierne, men også i kommunerne, hvor blandt andre KL i forrige uge ifølge en pressemeddelelse vil sætte fokus på sexchikane blandt byrådsmedlemmerne.

I Aarhus følger man trop, og nu vil magistraten på et kommende møde diskutere, hvor stort problemet er blandt ansatte – ansatte imellem og i forholdet med borgerne. Det skriver Århus Stiftstidende.

Læs også:
Flere kommuner vil nu bekæmpe sexisme

Politikerne har bedt kommunens direktørgruppe om at se på retningslinjerne for sexchikane, og det er der kommet svar på i form af et notat – på baggrund af den seneste trivselsmåling for ansatte fra efteråret 2018.

Ifølge trivselsmålingen har to procent af medarbejderne i gennemsnit oplevet seksuel chikane i forbindelse med deres arbejde:

Størst er problemet i Sundhed og Omsorgs-forvaltningen, hvor syv procent af medarbejderne har oplevet adfærd med uønsket seksuel opmærksomhed. 

I 92 procent af de episoder, medarbejdere har berettet om i 2018, er chikanen kommet fra borgere, pårørende eller andre og 8,7 procent fra kolleger. 

Magistraten vil på det næste møde drøfte, hvilke initiativer, der skal sættes i værk. Blandt andet er det en mulighed at sætte en stikprøveundersøgelse – specifikt for sexisme og sexchikane – samt at udvide den kommende trivselsmåling i 2021 med spørgsmål om sexchikane, skriver Århus Stiftstidende.