Del artiklen:
Campingpladserne på Fyn har haft en forrygende juli med rekord mange bookninger.
Campingpladserne på Fyn har haft en forrygende juli med rekord mange bookninger. - Foto: Mette Johnsen

NB-Kommune har talt med en række turistkontorer, som var bekymrede, da Covid-19 på kort tid ændrede udsigterne for sommerens turisme. Heldigvis er det gået langt bedre for dem i juli end forventet.

Af Lene Vind,

I foråret var meldingerne fra turisterhvervet meget bekymrende, for udsigten til lukkede grænser og ingen udenlandske gæster, så ud til at få store konsekvenser for hele branchen.

Og som NB-Kommune skrev i går, viste tallene for overnatninger i første halvår af 2020 at bekymringen var begrundet. 

Læs også:
Coronaudbrud har halveret antallet af overnatninger i Danmark

De jyske turismevirksomheder fortalte igen og igen i medierne, at en grænseåbning i slutningen af juni var deres store håb. Og på Fyn frygtede man, at coronakrisen ville rive tæppet helt væk under den fynske turisme, fordi de udenlandske gæster måtte blive hjemme.

”På Fyn er en tredjedel af turisterne normalt fra udlandet, og udlændingene har sædvanligviset noget større døgnforbrug end de danske turister. Så det var naturligvis bekymrende,” siger Rasmus Hessum Hansen, klyngedirektør hos Destination Fyn.

For Bornholm var grænselukningen en særlig udfordring, for godt nok oplevede øen en stor interesse fra danskerne tidligt på sæsonen, men mange var længe i tvivl om, de kunne rejse gennem Sverige for at komme til Bornholm.

Hos Visit Nordsjælland regnede man også med, at det ville blive en hård sommer for turismeerhvervet og tilbød derfor at hjælpe en lang række aktører i området med at blive mere synlige på de digitale platforme. VisitNordsjælland gik også i dialog med de fem ejer-kommuner om ekstraordinære midler til forskellige lokale markedsføringstiltag.

Status efter skoleferien

Hvordan er det så gået rundt i landet, efter at grænserne blev åbnet for turister fra udvalgte lande og de fleste danskere har afholdt deres sommerferie?

Destination Vesterhavet fortæller, at besøgstallene har været rigtigt gode, og der har været fuldt booket inden for stort set alle overnatningstyper.

”Derudover har vi hørt om gode omsætningstal blandt tilfredse turismevirksomheder,” siger Rasmus Sømod, Senior destinationsudvikler hos Destination Vesterhavet.

Meldingerne fra det fynske turisterhverv har samme positive klang.

”Det har været en forrygende sommer med rigtig mange danske turister. Nogle campingpladser melder endda, at de skal helt tilbage til starten af årtusindet for at finde så hårdt booket en juli-måned, mens mange af de hoteller, som har tabt meget på den manglende erhvervsturisme i foråret, har fået et solidt plaster på såret med et øget antal leisure-turister henover sommeren,” siger Rasmus Hessum Hansen fra Destination Fyn.

Besøgstallene til Bornholm viser en stigning i trafiktallene (færge og fly) på 17 procent i forhold til 2019, som var et rekordår. Også her tyder alt på, at det har været en god sæson, og som Helle Mogensen, presseansvarlig hos Destination Bornholm, siger, så er sæsonen på Bornholm jo ikke slut endnu!

NB-Kommune har talt med: Destination Vesterhavet, Destination Bornholm, Destination Fyn og Visit Nordsjælland.         

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Kommune i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her