Del artiklen:
Social- og Indenrigsministeriet offentliggjorde her til formiddag den nye meddelelse om tilskud og udligning for 2021. Nogle kommuner kan se frem til store milliongevinster i forhold til 2020, mens andre taber mærkbare beløb.
Social- og Indenrigsministeriet offentliggjorde her til formiddag den nye meddelelse om tilskud og udligning for 2021. Nogle kommuner kan se frem til store milliongevinster i forhold til 2020, mens andre taber mærkbare beløb. - Foto: Caroline Ryberg Albæk

Mens nogle kommuner får tilført trecifrede millionbeløb i forhold til 2020, må andre grave dybt i kommunekassen næste år. Se top 10 over vinderne og taberne her.

Af Peter Risager, [email protected]

NOTE: Efter NB-Økonomis afdækning af de mystiske ændringer af de aldersbestemte udgiftsbehov i meddelelsen om tilskud og udligning, har Social- og Indenrigsministeriet trukket tilskudsudmeldingen tilbage. Derfor er oplysningerne i denne artikel forældet.

Social- og Indenrigsministeriet har netop offentliggjort meddelelsen om tilskud og udligning for 2021.

På grund af den økonomiske krise er kommunernes tilskud og udligning samlet steget med cirka 17,7 millarder, og dermed får næsten alle kommuner væsentligt mere i tilskud og udligning end sidste år. Og samtidig er det første gang, det nye udligningssystem træder i kraft.

Effekterne af den nye udligningsreform skinner tydeligt igennem, hvor blandt andet Gentofte, Rudersdal og Hørsholm får nogle af de mindste gevinster per indbygger i forhold til 2020.

Andre kommuner – især ø- og yderkommunerne, som blev favoriseret med udligningsreformen – kan se frem til store milliongevinster i 2021 sammenlignet med i år.

I alt er det vægtede gennemsnitlige tilskud og udligning per borger steget med cirka 3.008 kroner fra 14.557 kroner i 2020 til 17.565 i 2021.

Med det store øgede tilskud forårsaget af blandt andet øgede beskæftigelsesudgifter, øget anlægs- og serviceloft og DUT-regulering er det altså alle kommuner, som får mere fra tilskud og udligning i 2021 end i 2020. Til gengæld er der meget store forskelle på gevinsterne.

Det er vigtigt at huske på, at et øget tilskud og udligning ikke nødvendigvis er det samme som en bedre kommuneøkonomi. Eksempelvis vil en lavere betaling til selskabsskatteudligningen være udtryk for en lavere indtægt fra selskabsskattebetaling, som i nogen tilfælde langt opvejer det øgede bloktilskud, som skal opveje kommunernes samlede tab. Dermed kan glæden ved en stor udligningsgevinst være kortvarig for eksempelvis Billund of Fredericia kommuner.

Se i tabellerne her, hvem der vinder mest og mindst på det samlede tilskud og udligning i forhold til 2020. Tabellerne angiver det samlede tal, og korrigerer dermed ikke for øget bloktilskud, ændrede kompensationordninger eller andre faktorer, der kan forklare udsvingene. Dermed er det blot rå data fra den samlede udmelding. Tallene for 2020 er PL-reguleret med 1,5 procent til 2021-priser.