Del artiklen:
Ledigheden steg for anden uge i træk i sidste uge. Økonom peger på, at arbejdsmarkedet har svært ved at absorbere nye dimitterende, der kommer fra endt uddannelse. (Arkivfoto)
Ledigheden steg for anden uge i træk i sidste uge. Økonom peger på, at arbejdsmarkedet har svært ved at absorbere nye dimitterende, der kommer fra endt uddannelse. (Arkivfoto) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Noget tyder på, at unge, der blev færdige med deres uddannelse i foråret, har fået sværere ved at få et job.

Af nbkommune

Igen i sidste uge steg antallet af ledige i Danmark, og dermed er ledighedskøen for første gang siden april vokset to uger i træk.

Det fremgår af tal fra Beskæftigelsesministeriet mandag.

Og noget tyder på, at det er de nyuddannede, der har fået sværere ved at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dem, siger cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.

Han peger på, at der er en usædvanlig stor andel af personer under 30 år blandt de nye ledige. Det er Niklas Praefkes bud, at der er tale om færdigt uddannede, der har svært ved at finde et job.

Hvor de normalt udgør omkring 30 procent, har de i sidste uge udgjort omkring 60 procent.

Samtidig kan man også i Beskæftigelsesministeriets tal læse, at der ikke er tilmeldt flere nye ledige end normalt de seneste fem år. Tværtimod har antallet af nytilmeldte ledige været på et lavere niveau.

Dermed tyder noget på, at det er, fordi færre forlader ledighedskøen, at den vokser.

Niklas Praefke understreger, at der derfor stadig er grund til at være bekymret for, at der bliver flere ledige, i takt med at virksomheder træder ud af ordningen om lønkompensation.

Han og flere andre økonomer retter blikket mod torsdag, hvor det er 1. juli, og dermed tre måneder efter 1. april.

Da mange bliver opsagt med tre måneders varsel, vil personer, der blev opsagt per 1. april, først kunne melde sig ledige 1. juli.

Derfor ventes ledigheden at tage et hop 1. juli, forklarer Niklas Praefke.

/ritzau/