Regeringen vil gøre overfarten på 49 sejlruter gratis for cyklister og gående som en del af en kommende sommerpakke.
Det vil ifølge Transport- og Boligministeriet gælde indenrigs sejladser som for eksempel Hou-Tunø samt Esbjerg-Fanø.
Men også på de længere overfarter som Aarhus-Sjællands Odde samt Køge-Rønne lægges der op til gratis sejlads for bløde trafikanter.
Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, kvitterer for forslaget, der nu skal forhandles om på Christiansborg.
Regeringen lægger op til, at forslaget – hvis det bliver en realitet – skal gælde i juli.
Men det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis forslaget først gælder efter skolernes sommerferie, lyder det fra Dorthe Winther.
– Vi er rigtige glade for, at man har tænkt øerne ind i en kommende sommerpakke.
– Men vi vil foreslå, at man skyder det til august og september – altså efter skolernes sommerferie.
– Det er her, der er mest brug for det, siger Dorthe Winther.
Ud fra de foreliggende bookinger er der ifølge øernes formand godt fyldt op på øerne i juli.
Det skyldes, at mange danskere vælger at holde sommerferien herhjemme.
– Og turistaktørerne på mange småøer har ikke umiddelbart mulighed for at skrue op for kapaciteten, siger Dorthe Winther.
Hun peger også på, at det kan blive et problem for øboerne at komme frem og tilbage i juli, hvis det er her, det store træk på færgeruterne kommer til at ligge.
– Der vil være et voldsomt pres på færgerne, hvis man gør det i juli, hvor der i forvejen er mange turister, siger Dorthe Winther.
Øernes formand ser det som et kærkomment plaster på såret for turismen på småøerne.
– Jeg tror bestemt, at det kan være med til at bevare nogle arbejdspladser – og måske skabe nogle nye.
– Vores turisterhverv skulle jo have startet sæsonen i påsken. Mange har 20 procent af omsætningen i perioden fra påske til sommer, og den mangler de nu.
– Det kan ikke umiddelbart indhentes i juli, fordi man ikke bare kan skrue op for kapaciteten.
– Så det at få en god eftersæson i august-september kan gøre en forskel for turisterhvervet, så det overlever og kan åbne igen til næste år, siger Dorthe Winther.
Der forhandles i denne uge på Christiansborg om forslaget.
/ritzau/