Regeringen på tilbagetog: Ufaglærte ledige får mindre hjælp
Del artiklen:
(Arkiv) Samira Nawa (RV) og Hans Andersen (V) vil ikke give fuld dagpengesats til ufaglærte, der uddanner sig som faglærte, hvis der ikke er efterspørgsel på uddannelsen. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Ledige ufaglærte skulle ifølge regeringen have al mulig hjælp fra kommunerne til at få sig en uddannelse. Men regeringen måtte i dag give køb på en forbedring for de ufaglærte ledige. Det betyder, at ledige reelt kun får mulighed for uddannelse til faglærte uddannelser, der er efterspørgsel på.
Regeringens forslag om opkvalificering af ufaglærte til faglærte ændrede karakter, da den blev forhandlet på plads med de øvrige politiske partier.
Fra at være et tilbud til den enkelte ledige for selv at vælge en faglært uddannelse uden at gå ned i indkomst, er aftalen nu reelt kun for ledige, der vælger en uddannelse, som arbejdsmarkedet aktuelt efterspørger.
Med aftalen kan forsikrede ufaglærte ledige gå i gang med at opkvalificere sig som faglærte til 110 procent af dagpengesatsen på uddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger. Men mens regeringen foreslog, at ledige kunne tage faglærte uddannelser, der ikke bliver efterspurgt, til de fulde dagpenge – 100 procent, fastholdes de nuværende 80 procent af dagpengene til disse uddannelser, altså en lavere sats end dagpengene.
Det betyder ifølge regeringens egen logik, at denne mulighed kun vil blive brugt i meget begrænset omfang. Puljen til et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært har eksisteret siden juli 2015, men er blevet brugt meget lidt.
På et pressemøde forrige uge sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det skyldes, at ledige ikke har råd til at gå ned i indtægt for at uddanne sig.
Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, har været med i forhandlingerne om uddannelsesløftet og er tilfreds med, at det nu kun er uddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger, der skal kunne tages på de fulde dagpenge og lidt til.
“Vi ønsker, at folk skal tage erhvervsuddannelser med jobudsigt og mener ikke, at man frit skal kunne tage en erhvervsuddannelser med 100 procent af dagpengene,” siger han til NB-Beskæftigelse.
Hans Andersen understreger, at mange flere får mulighed for ret til uddannelse med aftalen.
“Ledige får ret til seks ugers jobrettet kursus ved første ledighedsdag, og det nye er, at man også kan få korte kurser, hvis man har jobbet på hånden. Det synes vi er vigtigt; det styrker den enkelte.”
Kommunernes sundhedsplejersker skal spille en central rolle i opsporingen af partnervold i småbørnsfamilier. Det skal ske med en opkvalificering til at opdage vold, når de besøger familier i barnets første leveår.