Der vil gå lidt tid endnu, før der er nyt om de danske grænser. Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget onsdag.
– Vores opgave er at genåbne Danmark forsvarligt. Vi skal lave en model, som er holdbar ind i et efterår, hvor vi må forvente at smitten fortsat er i vores samfund og i andres.
– Vi forventer at præsentere en model med objektive kriterier for ind- og udrejse inden for kort tid, siger Mette Frederiksen.
Dermed er der endnu ikke nyt om, hvilke lande det bliver muligt at rejse ind- og ud fra hen over sommeren.
Statsministeren fastslog tirsdag, at regeringen arbejder på en model med “objektive kriterier”, der skal afgøre, hvilke lande der kan åbnes for. Det vil betyde, at borgere fra lande med få smittede vil kunne rejse ind i Danmark som turister ligesom danske borgere kan rejse ud til landene som turister.
/ritzau/