Antallet af indlagte med coronavirus falder, og der er ikke registreret nogle nye coronarelaterede dødsfald, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut onsdag.
Der er i alt 598 dødsfald, der relateres til sygdommen Covid-19, i Danmark.
Statens Serum Institut har ændret måden at opgøre antallet af indlagte med coronavirus.
Med den nye opgørelsesmetode er der 39 indlagte, hvilket ifølge opgørelsen er fire færre end tirsdag.
Tirsdagens daglige opdatering fulgte den tidligere opgørelsesmetode og viste, at der var 60 indlagte. Men den metode er altså kasseret.
Der er seks personer, der er indlagt på en intensiv afdeling. Af dem er fire personer lagt i respirator.
Tallene viser ifølge virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, at det tegner “rigtig godt” i Danmark.
– Og det viser, at vi stort set har epidemien under kontrol. Når jeg siger stort set, så er det, fordi vi stadig har de her knaster et par stedet i landet.
– Vi har et hængeparti med smittede i forbindelse med demonstrationen for en god uges tid siden (i København, red.), og så har vi den lokale situation i Hjørring, hvor der er et udbrud. Så der er sådan nogle småudbrud rundtomkring. Og det er nok sådan, som vi skal forvente at se det fremover, siger han.
Demonstrationen, Allan Randrup Thomsen henviser til, foregik i København søndag 7. juni. Der var flere end 15.000 deltagere ved demonstrationen, som var for sortes rettigheder.
Tirsdag blev det bekræftet, at mindst én deltager ved demonstrationen er testet positiv for coronavirus.
Det vides ikke, om personen blev smittet under demonstrationen. Der er også mulighed for, at personen blev smittet før demonstrationen og dermed har kunnet viderebringe smitten.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har på den baggrund opfordret folk til at lade sig teste, hvis de har deltaget i demonstrationen. Det gælder, uanset om man udviser symptomer eller ej.
/ritzau/