Et politisk flertal blandt Folketingets partier er onsdag blevet enige om at afsætte i alt 730 millioner kroner til en styrket opkvalificerings- og uddannelsesindsats.
Aftalen er delt i to, hvor den ene udløser 390 millioner kroner til et ekstraordinært løft af ledige i lyset af coronakrisen.
Den anden aftale handler om at opkvalificere ufaglært arbejdskraft med 340 millioner kroner frem til udgangen af 2023.
Her er udpluk fra nogle af tiltagene i de to aftaler:
* Ret til erhvervsuddannelse på 110 procent af dagpengesats:
Fra 1. august i år og hele næste år får ufaglærte og faglærte med forældet uddannelse mulighed for at tage en erhvervsuddannelse på forbedrede vilkår. Det kan ske med 110 procent af deres hidtidige dagpengesats, hvis uddannelsen er inden for et område med behov for arbejdskraft.
For øvrige fag vil uddannelsen kunne påbegyndes med 80 procent af den maksimale dagpengesats.
En forældet uddannelse kan være en uddannelse, man ikke har brugt i fem år.
* Positivliste suspenderes for beskæftigede i voksenlærlingeordning:
I år og næste år skal flere have mulighed for at tage en erhvervsuddannelse gennem voksenlærlingeordningen. Det skal være muligt at blive voksenlærling inden for alle fag, hvis der er udsigt til arbejde.
* Ekstra løft af erhvervsrettede kurser:
Næste år bliver bevillingen til korte erhvervsrettede kurser hævet fra de nuværende cirka 120 millioner kroner årligt til cirka 225 millioner kroner.
Fra 1. august i år og frem til udgangen af 2021 får forsikrede ledige ret til at påbegynde seks ugers jobrettet uddannelse fra første ledighedsdag på områder, hvor der er særligt gode jobmuligheder.
* Mere hjælp til dimittender på jobjagt:
Traineeordningen bliver tilført 12 millioner kroner næste år mod otte millioner kroner i år. Ordningen bliver samtidig forlænget til 1. juli 2022 og har fokus på at skabe job i små og mellemstore virksomheder.
* Graduate-programmer til nyuddannede:
Der bliver næste år afsat ti millioner kroner til såkaldte graduate-programmer. De skal hjælpe med at sluse nyuddannede ledige med de rette kvalifikationer ind i små og mellemstore virksomheder.
* Et justeret uddannelsesløft:
Flere ufaglærte og faglærte med forældet uddannelse skal have mulighed for at tage en erhvervsuddannelse.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
/ritzau/