– Det er et kæmpestort tab for Mette Frederiksen (S) og for regeringen.
Sådan lyder det fra politisk kommentator Hans Engell, til at statsministerens stabschef og særlige rådgiver Martin Rossen har valgt at skifte job.
Ifølge Hans Engell har Martin Rossen været en drivende kraft hele vejen frem til regeringsskiftet sidste år.
Han har efterfølgende også været stærkt involveret i den måde, regeringen har været organiseret på, ligesom han har været meget indover de strategiske og taktiske planer i regeringen.
– Han har i den grad været en motor i den her regering, siger Hans Engell.
Efter Martin Rossens jobskifte er der stadig to særlige rådgivere og en sekretær tilbage i det politiske sekretariat i Statsministeriet.
Der er endnu ikke taget stilling til eventuelle omorganiseringer som følge af Martin Rossens fratrædelse, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Martin Rossen er skiftet til en stilling hos den sønderjyske virksomhed Danfoss. Her får han ansvar for kommunikation og public affairs.
/ritzau/