Den danske og svenske stat må efter alt at dømme til lommerne og smide penge i luftfartsselskabet SAS. Det fremgår af en meddelelse fra SAS mandag morgen.
Her skriver SAS, at selskabet anslår, at det skal bruge ny kapital for 8,9 milliarder danske kroner.
Selskabet er kommet i krise af de restriktioner på internationale rejser og flytrafik, som de forskellige lande har indført i forbindelse med coronapandemien.
Samtidig mandag morgen har den svenske regering foreslået den svenske Riksdag, at den er klar til at lægge omkring 3,5 milliarder.
Ifølge SAS har den danske regering også givet udtryk for, at der er politisk opbakning i Danmark til at poste penge i SAS.
Finansministeriet i Danmark oplyser, at den senere mandag vil oplyse mere, om hvad den danske regering præcis vil foretage sig.
Den danske og svenske stat er de to største ejere i SAS. Begge stater ejer omkring 14 procent af luftfartsselskabet.
SAS oplyser, at en mere detaljeret plan vil blive fremlagt i slutningen af juni.
/ritzau/