Selv om coronavirus er udbredt på plejehjem i Danmark og i udlandet, kniber det med at få testet personale i ældresektoren med jævne mellemrum.
Ifølge en rundspørge, som Politiken Research har gennemført blandt 400 plejehjemsledere, har 53 procent af landets plejehjem ingen planer om løbende at teste de ansatte.
68 procent af plejehjemslederne svarer også, at de heller ikke har planer om løbende at teste beboerne.
Det vækker bekymring og kritik i patient- og personaleorganisationer.
– Det er utilfredsstillende. Vi har allerede set smittekatastrofer på plejehjem, og det er altså ikke kun i Sverige, men også i Danmark. Test er en vigtig faktor i at undgå at få smitten ind på plejecentrene, siger Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen, til Politiken.
Det er i høj grad hos ældre mennesker, at smitte med coronavirus kan få alvorlige følger.
Herhjemme er 35 procent – i alt 210 – coronarelaterede dødsfald sket blandt plejehjemsbeboere.
Derudover er der indtil videre konstateret coronasmitte på 117 plejehjem, viser tal fra Statens Serum Institut.
Da regeringen 12. maj lancerede en ny teststrategi, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at den mere offensive teststrategi var af hensyn til “de mest sårbare”.
Men det afspejles endnu ikke i Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Her fremgår det, at rutinemæssig testning af symptomfri medarbejdere i sundhedsvæsenet og ældresektoren er et “fremtidigt potentiale”.
Spørger man Kommunernes Landsforening (KL), der har ansvaret for ældre- og plejesektoren, følges myndighedernes anbefalinger og retningslinjer.
– Hvis de kommunale medarbejdere jævnligt skal testes, skal de også jævnligt trækkes ud af plejen, hvilket vil betyde, at der vil mangle hænder til pleje og behandling af de ældre, siger Jette Skive (DF), der er formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, til Politiken.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er ansatte i plejesektoren “en prioriteret gruppe”. De ansatte kan blive testet lige så ofte, som arbejdspladsen vurderer det relevant, siger han i et skriftligt svar til avisen.
/ritzau/