De danskere, som i weekenden kører en tur over den tyske grænse for at handle billige øl og sodavand i en af grænsebutikkerne, behøver ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, ikke gå i 14 dages karantæne.
Det er ellers de danske myndigheders anbefaling frem til på mandag, hvor Danmark selv åbner grænsen til Tyskland og lemper rejsevejledningen.
– Jeg tænker ikke, at man behøver at gå i karantæne, men man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, siger Jeppe Bruus.
Fredag åbnede Tyskland ganske overraskende sin grænse til Danmark tre dage før planlagt. Det har allerede fået flere danskere til at køre over grænsen.
Et flertal i Folketinget vil ifølge TV2 have anbefalingen om karantæne droppet med øjeblikkelig virkning.
Men anbefalingen bliver fastholdt frem til på mandag, slår Jeppe Bruus fast.
– På nuværende tidspunkt holder vi fast i den plan, vi har. Men når nu vi ændrer vejledningerne på mandag, så er det ikke sådan, at jeg mener, at man bliver nødt til at gå i 14 dages karantæne, fordi man tager til Fleggaard i dag, siger han.
Spørgsmål: Så vi har i øjeblikket nogle anbefalinger, man ikke rigtig behøver at følge?
– Vi skal lige huske, at situationen har ændret sig, fordi Tyskland har åbnet før tid. Det er det, der har ændret sig, siger Jeppe Bruus.
/ritzau/