Regeringens tre støttepartier – SF, Enhedslisten og De Radikale – vil have, at den nuværende “Nej Tak”-ordning til reklamer og tilbudsaviser bliver erstattet af en ordning, hvor man aktivt skal tilmelde sig reklamer.
Det skriver SF i en meddelelse forud for forhandlinger om affald, der fortsætter fredag.
– Vi producerer alt for meget affald, og det er vi nødt til at finde nogle løsninger på. Det er et hjernedødt papirspild, som vi skal have gjort op med.
– Vi vil sikre, at man kun får reklamer, hvis man beder om det. Det er et meget enkelt sted at sætte ind for at minimere mængden af affald, skriver SF’s miljøordfører, Carl Valentin.
Ifølge udmeldingen bliver der hvert år produceret over 100.000 ton – eller 100 millioner kilo – tilbudsaviser og reklamer årligt. Det svarer til 35 procent af alt papiraffald.
For nuværende er der en ordning, hvor husstande kan framelde sig de husstandsomdelte reklamer og tilbudsaviser. Men den vil de tre støttepartier altså vende om, så der aktivt skal siges ja til at modtage reklamer.
– Reklamer udgør en stor del af danskernes samlede papirforbrug, og vores forslag er møntet på at nedbringe papirspildet markant.
– ”Reklamer Ja Tak ”-ordningen er en måde, at “nudge” folk til nemt at foretage en adfærdsændring, der gavner klimaet, hvis de ønsker det, skriver De Radikales Ruben Kidde.
Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, kalder den nuværende ordning for ulogisk.
– Alt for mange bliver bombarderet med reklamer i postkassen, som alligevel bare ender i papirkurven. Det er et kæmpe spild af ressourcer, og egentlig synes jeg det er ulogisk. Derfor skal vi vende bøtten, skriver hun.
Affaldsforhandlingerne fortsætter fredag og der ventes en aftale inden længe.
Forhandlingerne er en del af forhandlingerne om en klimaplan, der skal vedtages inden sommerferien. Den skal være første skridt på vejen til at opnå en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.
/ritzau/