Snart kan adresser i København bære navne, der hylder helteskikkelser og oprørsledere fra Danmarks fortid som kolonimagt og slavehandler-nation. Det kan for eksempel blive til navne som Axeline Elizabeth Salomons Alle. Mary Thomas Vej. Gottlieb Bordeaux Gade.
Det fortæller teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til DR. Hun vil arbejde for nye navne til hovedstadens gadenet, efter demonstrationer verden rundt har sat fokus på et opgør med fortidens slavehandel.
“Der er andre af mine politiske kolleger, der skal være enige. Men jeg forestiller mig da, at de gerne stemmer for dette,” siger Ninna Hedeager Olsen til DR. Hun er også formand for kommunens Vejnavnenævn, der navngiver nye gadestrækninger.
Hun forklarer, at navneforslagene passer fint med, at der i 2018 blev rejst en statue af oprørslederen ‘Queen Mary’ i Københavns Havn.
“Vi har allerede taget de første skridt i at tage ansvar for og være ærlige omkring vores slaverihistorie i byen,” siger Ninna Hedeager Olsen.
Hun nævner en kommende etape i bydelen Nordhavn som en mulighed for de nye adresser.