Der er på de danske gymnasier tillid til, at elever, der i sommerferien rejser til frarådede lande, først efter endt karantæne er tilbage i klasselokalet.
Der bliver derfor ikke tjekket op på elevernes sommerferie på for eksempel Facebook, siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier.
– Det er klart, at det gør vi ikke. Vi har tillid til, at vores unge opfører sig ansvarligt, fortæller han.
Udmeldingen kommer, efter at Børne- og Undervisningsministeriet torsdag i Jyllands-Posten kommer med en anbefaling til uddannelsesinstitutionerne.
De “kan og bør” afvise elever, der har været på ferie i frarådede lande, indtil de har overstået 14 dages karantæne.
Det kan gymnasierne dog ikke håndhæve, siger Birgitte Vedersø. De kan kun opfordre til, at det bliver fulgt.
– Risikerer man at være smittet og møder op på en stor arbejdsplads eller skole, risikerer man at smitte andre.
– Det ansvar skal man være sig bevidst. Det bakker vi ministeriet fuldstændig op i, siger formanden.
/ritzau/