Ny rapport fra Advokatrådet om fejl i kommunernes sagsbehandling vækker debat. Socialchefernes formand Helle Linnet kalder rapporten ‘uheldig og ensidig’. Advokatrådet påpeger, at der er et problem med borgernes retssikkerhed, og at det kan løses ved forskellige tiltag.
Af Steen Houmark, redaktør af OPS-Indsigt, steen@nb-medier.dk
Advokatrådet udgav forrige uge en rapport, der vakte opsigt. Rapporten peger på manglende retssikkerhed for udsatte og handicappede borgere, når de søger om hjælp i kommunerne.
Formand for socialchefforeningen Helle Linnet tager imidlertid afstand fra rapporten og den måde, som Advokatrådet har brugt Ankestyrelsens tal på.
”Jeg finder det uheldigt og ensidigt, at man alene har udarbejdet rapporten ud fra ét perspektiv: Ankestyrelsens tal. Man har ikke konkret været ude og lytte til os i kommunerne,” siger Helle Linnet til OPS-Indsigt.
Stigning i omgjorte sager
I rapporten fra Advokatrådet kan man læse, at kommunerne har truffet ulovlige afgørelser i 42 procent af de klager, som Ankestyrelsen modtager. Det fremgår ligeledes, at antallet af ulovlige afgørelser har været stærkt opadgående fra 29 procent i 2013 til 42 procent i 2019. De såkaldte omgjorte sager.
Rapporten konkluderer, at der er for langt fra den retssikkerhed, der forudsættes at eksistere i lovgivningen, til den retssikkerhed, der eksisterer i praksis og peger her på en række anbefalinger, hvor spørgsmålet om en retssikkerhedsfond, er det som har fået mest omtale. Her er det tanken, at kommunerne skal indbetale det, de sparer ved de fejl, de begår.
Et andet forslag har også udløst debat. Det er et forslag om at samle afgørelsesmyndighed på handicapområdet for meget små kommuner. Forslaget er begrundet i, at der her ses et overtal af forkerte afgørelser.
Rapporten tager afsæt i kendte tal
Rapporten fra Advokatrådet tager afsæt i data om udfaldet af klagesager i Ankestyrelsen. Herunder Ankestyrelsens praksisundersøgelser og Socialministeriets ‘tørresnor’ – det såkaldte Danmarkskort, hvor man kan se, hvor godt eller dårligt det står til i den enkelte kommune med hensyn til fejlbehæftede sagsbehandlinger.
Rapportens tal, og måden de fremstilles på, er ikke ukendt for kommunerne. I efteråret 2019 var der en heftig debat mellem minister og kommuner om Ankestyrelsens fortolkningen af tallene og datagrundlaget for Danmarkskortet. Den blev blandt andet dækket på NB-Nyt og her sagde social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) blandt andet:
”Der har været meget blæst om Danmarkskortet, og man kan stille spørgsmål ved, om hvor godt et grundlag det har givet for en debat.”
Ministeren slog samtidig fast, at der ikke skulle være tvivl om, at spørgsmålet om borgerens retssikkerhed er væsentligt, men at læringen bliver alt andet lige bedre, hvis man havde et datagrundlag, der er mere nuanceret. End det som var på daværende tidspunkt.
Socialchefforeningens formand: ”Uheldigt og ensidigt”
Rapporten fra Advokatrådet er netop udarbejdet i et retssikkerhedsperspektiv og er endnu engang et vink med en vognstang til kommunerne om, at de skal se at tage sig sammen. Den har da også fået medvind på de sociale medier, siden den udkom. Ligesom Danmarks Radio og Altinget har taget rapporten til sig og formidlet budskabet.
Helle Linnet fra socialchefforeningen mener, at rapporten og debatten blot endnu engang formidler de samme misforståelser.
”Udfordringen er, at man blander antallet af sager, der reelt er fejlbehæftede, med sager som er hjemsendt til genbehandling i kommunerne i gruppen ‘omgjorte sager’. På den led skaber man en forestilling om, at situationen er langt værre i kommunerne, end den rent faktisk er,” siger Helle Linnet.
Hun påpeger desuden, at Ankestyrelsens system tæller den samme sag med flere gange. Hvis for eksempel en sag bliver hjemsendt, og Ankestyrelsen derefter giver medhold til kommunen tæller den fortsat med i den del af statistikken, Advokatrådet opgør som fejl, selvom kommunen faktisk fik medhold.
Man blander to forskellige størrelser
Af advokatrådets rapport fremgår det da også, at man lægger ophævede (fejlbehæftede) sammen med hjemsendte. Hvilket præcis var det, der gav anledning til debat mellem kommunerne og socialministeren i efteråret. Man blander så at sige to ikke ensartede størrelser sammen.
En hjemvisning betyder nemlig i følge Ankestyrelsens egen definition, at styrelsen sender sagen tilbage til kommunen -som er første instans – med henblik på, at kommunen genbehandler sagen. En hjemvisning sker, fordi der mangler oplysninger – eller er utilstrækkeligt med oplysninger til, at Ankestyrelsen kan træffe en afgørelse.
Ændring eller ophævelse betyder, at Ankestyrelsen finder kommunens afgørelse forkert.
Jurist: ‘Vi har et retssikkerheds-mæssigt problem’
OPS-Indsigt har talt med forfatteren af rapporten. Det er jurist og partner i Embedsværket Sanne Møller.
Hun har et retssikkerhedsmæssigt perspektiv og peger på, at det er et problem, når man har et system, hvor 42 % af de borger, der klager, (De ændrede og de hjemsendte red.) har en oplevelse af, at de får ret i Ankestyrelsen, og deres kommune derfor nok ikke er til at regne med.
”Kommunerne er sat til både at tilvejebringe den nødvendige dokumentation for borgerens ansøgning om en given ydelse, og samtidig skal kommunen træffe en afgørelse på det grundlag. Hvis borgeren så oplever at få medhold i, at der er fejl i kommunens sagsfremstilling, har vi et retssikkerhedsmæssigt problem,” siger Sanne Møller til OPS-Indsigt.
Skøn under regel
Socialchefforeningens formand Helle Linnet mangler to ting i forhold til rapportens budskab: proportions-perspektivet og socialfagligheden.
”Det er ikke for at underkende vigtigheden af, at vi i kommunerne skal forbedre vores sagsbehandling, men man skal tænke på, at der bliver truffet helt vildt mange afgørelser og kun en meget lille del af disse bliver der klaget over, og ud af dem ligger fejlprocenten stabilt omkring de 10,” siger Helle Linnet.
Hermed peger hun på, den udvikling i antallet af ophævede sager, som fremgår af både Ankestyrelsens tal, men også af Advokatrådets rapport. Hendes ønske er, at der ikke alene blev set på fejl, men også på de mange sager, hvor kommunerne er gode.
”Nogle af dem kunne man tage ud som best practice som udgangspunkt for at blive endnu bedre,” siger hun
”Så synes jeg også, at man skal huske på, at det er fagpersoner og ikke jurister, der arbejder på socialområdet, og som står for individuelle og konkret faglige vurderinger. Alene det giver jo mulighed for, at en sag kan vurderes fagligt forskelligt i Ankestyrelsen set i forhold til kommunerne,” siger Helle Linnet.
Det er sociallovgivningens princip om, at man ikke må sætte det faglige skøn under regel, juridisk eller økonomisk, der i en del tilfælde er udfordringen. Helle Linnet understreger, at det på ingen måde gør, at man ude i kommunerne ikke skal lære af sine fejl. Hun gør blot opmærksom på, at kravet om en meget detaljeret begrundelse for det faglige skøn kræver rigtigt meget, og det vil man gerne blive bedre til, samtidig med at der skal være rimelighed i omfanget.
”Det kan umuligt være ønskeligt, at vi ansætter flere jurister, så det vigtigste derved bliver sagens argumentation og ikke sagens kerne, der tager udgangspunkt,” siger hun
Man skal udvikle nogle pakker, der gør det gennemskueligt
I forhold til det med at borgeren skal have foretaget en individuel og konkret afgørelse på basis af en faglig vurdering, så mener Sanne Møller, at man måske også er kommet lidt for langt ud af den bane.
”Området er enorm komplekst, så jeg mener sådan set godt, vi kunne opstille nogle rammer eller kasser fra A til Z, hvor sagsbehandleren ud fra den faglige vurdering kunne tildele borgeren hjælp. Det ville også gøre det lettere for sagsbehandleren, som jo skal kommunikere afgørelsen til borgeren,” siger hun.
Pointen med at opstille de her rammer er ifølge Sanne Møller, at det også ville gøre det mere gennemskueligt for borgeren, som det handler om.
Sanne Møller mener desuden, at der er tale om et strukturelt problem, og at man ingenlunde skal skylde skylden på sagsbehandlerne, men tværtimod hjælpe dem.
”De er udelukkende et værktøj i den her sammenhæng. De arbejder under nogle rammer, der gør det stort set umuligt at komme i mål på den rigtige måde. Ankestyrelsen vejleder dem ikke, og når kommunalpolitikerne ikke efterspørger tal for retssikkerhed, bliver det ikke prioriteret hos socialchefen,” siger Sanne Møller.
