Regeringen vil give ufaglærte ledige, som vil uddanne sig til eksempelvis konditor, elektriker eller smed, små 2000 kroner oveni dagpengene.
Det er et af hovedforslagene i det opkvalificeringsudpspil, som beskæftigelsesminister Peter Hummegaard (S) præsenterer senere onsdag.
– Med vores udspil har vi fokus på gulerod, og vi vil gøre det attraktivt for ledige at tage springet fra ufaglært til faglært, som vi ved, der er brug for, skriver Peter Hummelgaard om udspillet i et facebookopsalg.
– Og vi gør det ikke bare til en mulighed. Vi giver en ret til at blive løftet til faglært, hvis det er i brancher med mangel på arbejdskraft.
Konkret vil regeringen give ledige over 30 år ret til at uddanne sig til 110 procent på dagpenge fra ufaglært til faglært, hvis det er et fag, hvor der er behov for hænder. Det gælder også faglærte med forældede uddannelser.
Det vil 20.900 kroner om måneden i dagpenge før skat, hvilket er omkring 2000 kroner ekstra. I dag er dagpengesatsen på lige omtrent 19.000 kroner.
Udspillet indeholder også et forslag om, at ledige på andre erhvervsfaglige uddannelser vil kunne opkvalificere sig til fuld dagpengesats mod 80 procent i dag.
Regeringen skønner, at det kommer til at koste cirka 330 millioner kroner fra 2020 til og med 2023.
Forventningen er, at cirka 2125 flere fuldtidspersoner vil gøre brug af muligheden.
Pengene vil regeringen finde i puljerne til uddannelsesløft, hvor der er blev brugt mindre, end der var sat af.
I 2018 var eksempelvis afsat 100 millioner kroner til uddannelsesløft af dagpengemodtagere, men kun 18 millioner kroner blev brugt.
Desuden skal opkvalificeringen finansieres af råderummet, som er penge fra statens forventede overskud de kommende år.
/ritzau/