Beboere og patienter på plejehjem og hospitaler kan ifølge nye retningslinjer få indendørs besøg af en til to faste personer, hvis det ikke kan foregå udendørs.
Det gælder også for psykiatriske hospitaler.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Samtidig, lyder det i de nye retningslinjer, kan man ikke længere forbyde et udendørs besøg.
Det vil være muligt for pårørende at få en test for coronavirus inden besøget. Retningslinjerne gælder fra den 11. juni.
Under coronakrisen har der været en række restriktioner. Det er sket med henblik på at beskytte ældre og udsatte mod risiko for smitte med coronavirus.
– Men vi ved desværre godt, at restriktionerne har haft menneskelige omkostninger for både de berørte borgere og deres pårørende, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
Cirka hvert tredje dødsfald med coronavirus i Danmark er sket på plejehjem.
Derfor har det ifølge Magnus Heunicke været nødvendigt i nogen grad at isolere ældre.
/ritzau/