Statsminister Mette Frederiksen (S) fastholder tirsdag under spørgetime i Folketinget, at regeringen ikke er tilhænger af, at der bliver givet direkte støtte – og altså ikke lån – til hårdt ramte EU-lande.
Det siger hun fra Folketingets talerstol.
– Regeringen er tilhængere af en stor fond, der skal hjælpe de hårdest ramte lande. Vi støtter en fond på mange milliarder euro. Vi ønsker en massiv europæisk solidaritet, siger statsministeren og fortsætter:
– Jeg er glødende tilhænger af det europæiske samarbejde. Men jeg er også nordjyde. Jeg er tilhænger af, at man selv betaler for den gæld, man stifter. Vi ønsker at holde fast i den tanke.
Der er forslag i EU om, at støtte til specielt sydeuropæiske EU-lande, der er hårdt ramt af coronavirus, skal være i form af både lån men også direkte tilskud. Det er regeringen altså fortsat modstander af.
Der kører samtidigt en diskussion om det langvarige EU-budget, der skal gælde de næste syv år. Her har regeringen lagt en meget restriktiv linje.
Det er blevet kritiseret og tirsdag er har flere medier henvist til at forhandlingsnotat, der indikerer, at regeringen er ved at bløde sin forhandlingsposition op og være klar til at sende flere penge til Bruxelles.
– Kommissionens budgetforslag vil betyde, at vi skal have en meget stor forhøjelse af vores budgetbidrag. Kritikerne af vores linje skylder svar på, hvordan vi skal betale det?
– Hvis vi skal bruge mange milliarder på EU, så er der færre penge til egen økonom. Så hvor skal vi spare?
– Det er let at tale om Europa i flotte overskrifter. Vi skal finde en vej, der både er solidarisk og økonomisk ansvarlig, siger statsministeren.
/ritzau/