Flere borgmestre på Sjælland står frustrerede og uforstående over for, at de ikke kan få lov at genåbne rådhusene. En af dem leger nu med tanken om at bruge en ‘kattelem’.
De offentlige ansatte, som arbejder med administration øst for Storebælt, kom ikke med i går i den seneste runde af genåbningen. Det er meget frustrerende for kommunerne, melder en række sjællandske borgmestre til DR.
“Det virker efterhånden lidt underligt, at folk må gå i fitnesscentret – og vi har mange fitnesscentre i Næstved – men folk kan ikke gå i Borgerservice,” siger Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) til DR.
Han fortæller, at det er hårdt for flere af medarbejderne i Næstved Kommune, der nu i snart tre måneder har måtte arbejde hjemme, forklarer han.
“Der er en 30-50 medarbejdere, der virkelig har givet udtryk for, at nu har de det rigtig dårlig med at arbejde hjemme, og om de ikke snart må komme på arbejde,” siger Carsten Rasmussen til DR.
Også i Kalundborg Kommune undrer borgmester Martin Damm (V) sig over, hvorfor han ikke må lade personalet på rådhuset genindtage kontorerne.
“Jeg kan ikke forstå, at en medarbejder i Kalundborg Kommune ikke må møde ind i en kommune, hvor der ikke har været smittet i tre uger – mindst. Til gengæld må vedkommende gerne deltage i en demonstration i København eller tage til svømning,” siger Martin Damm (V) med henvisning til, at 15.000 mennesker søndag demonstrerede i København.
Kattelem
Ansatte med kritisk funktion har længe måtte arbejde, og fra og med i dag må de østlige kommuner og regioner også gerne lade medarbejdere komme tilbage, hvis de har en stor ‘sagspukkel’ foran sig.
En kattelem man i Næstved overvejer at gøre brug af for de ansatte, der er presset på grund af tre måneders hjemmearbejde.
“Vi overvejer, om vi skal tilbyde nogle af dem at komme tilbage. Det vil være lidt i strid med de regler, som ministeriet har sendt ud. Det vil være et dilemma, for så skal jeg lave civil ulydighed,” siger Næstved-borgmester Carsten Rasmussen til DR.
I Sorø spekulerer borgmester Gert Jørgensen på, om man rent faktisk venter, at kommunerne med undtagelsesreglerne om kritisk arbejde og sagspukler af sig selv begynder at lade medarbejderne sive tilbage.
“Men jeg bryder mig ikke om, at man skal kalde det en kritisk opgave at være offentligt ansat. Vi har nogle borgere, som har behov for en service eller hjælp, men at det skal gøres til noget kritisk, eller at der skal ophobe sig noget, før man får lov at møde på arbejde,” siger Gert Jørgensen (K) til DR.
Statsministeriet oplyser til DR Nyheder, at der ikke på nuværende tidspunkt forhandles om at lade resten af de offentligt ansatte i den østlige del af landet vende tilbage før i fjerde og sidste fase af genåbningen i august.