Danskerne ser så småt ud til igen at have fået appetit på at rejse til udlandet.
I hvert fald oplever TUI Danmark, en af de største rejsearrangører herhjemme, en stigning i antallet af solgte rejser.
Det sker, efter flere måneder hvor udbruddet af coronavirus har afholdt mange fra at rejse ud af Danmark.
– Men den seneste måneds tid og særligt den seneste uge har vi set en ret stor stigning i antallet af bestillinger.
– Bare den seneste uge har vi set en stigning på over 100 procent, siger Mikkel Hansen, kommunikationschef i TUI Danmark.
Han bemærker, at der stadig er et stykke op til det niveau, der var samme tid sidste år.
– Men vi nærmer os med hastige skridt, fortæller Mikkel Hansen.
De fleste af bestillingerne hos TUI Danmark er i øjeblikket med afrejse efter 1. september. Lige nu fraråder Udenrigsministeriets Rejsevejledninger alle ikke-nødvendige rejser frem til 31. august.
Hos interesseorganisationen Rejsearrangører i Danmark fortæller formand Jan Vendelbo, der også er direktør for Spies, at man generelt oplever en stigning i antallet af solgte rejser.
/ritzau/