Udlændingestyrelsen blev bedt om at adskille asylpar, forklarer vidne i sag om ulovlig instruks fra 2016.
En afdelingschef fra Udlændingeministeriet bad i 2016 mundtligt styrelsen om at administrere efter en pressemeddelelse, der senere blev til en ulovlig instruks. Men det skulle ske med undtagelser af hensyn til loven.
Det siger afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen mandag overfor Instrukskommissionen, der er nedsat for at undersøge den ulovlige instruks, der førte til, at asylpar, hvor den ene var mindreårig, blev adskilt.
– Pressemeddelelsen fremstår uden undtagelser, fordi ministeren har valgt at tage dem ud. Det betyder ikke, at der ikke er undtagelser, det er vi udmærket klar over, at der vil komme, siger hun, at hun har sagt mundtligt til styrelsen.
I flere opsummeringer af sagen internt og til Ombudsmanden fremstår det dog som om, at Udlændingestyrelsen ikke har opfattet, at der skulle administreres med undtagelser.
I et svar til Folketinget har daværende minister Inger Støjberg i 2017 bekræftet, at styrelsen modtog en mundtlig overlevering fra ministeriet om, hvordan der skulle administreres.
Pressemeddelelsen, der blev til en instruks, betød, at ingen mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever. Det skulle gælde, uanset om parret måtte have fælles børn.
Line Skytte Mørk Hansen ringede til tidligere vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum 10. februar.
Sidstnævnte har en del uger efter udarbejdet et telefonnotat, hvor det ikke fremgår eksplicit, hvorvidt styrelsen blev bedt om at administrere med undtagelser.
Det får kommissionens udspørger til at undre sig over, at Line Skytte Mørk Hansen ikke har gjort opmærksom på, at der skulle administreres med undtagelser – hvis styrelsen forstod det anderledes.
– Man kan selvfølgelig ærgre sig over, at man ikke har skrevet et telefonnotat.
– Jeg kunne aldrig drømme om at ringe ud og sige, at nogen skulle gøre noget ulovligt, det ville være absurd, siger Line Skytte Mørk Hansen og uddyber, at det er “endnu mere absurd”, hvis Lene Vejrum ikke siger fra, hvis hun blev bedt om at gøre noget ulovligt.
Ifølge Støjberg var det var en fejl, at Udlændingeministeriet ikke fik sendt en reel instruks over til Udlændingestyrelsen. Derfor endte pressemeddelelsen som en instruks.
Dermed var det ifølge ministerens forklaring ikke hensigten, at det skulle gå sådan. Hun kunne ikke svare på, hvorfor der ikke blev sendt en egentlig instruks, da hun blev afhørt.
/ritzau/