Den Europæiske Centralbank (ECB) øger sit støtteopkøb til at afhjælpe under coronakrisen.
Det øges med 600 milliarder euro – svarende til cirka 4500 milliarder kroner – så det nu er på 1350 milliarder euro – 10.100 milliarder kroner.
Det er konklusionen efter bankens rentemøde torsdag.
Her ændres der ikke ved de ledende rentesatser. Renten er dermed fastholdt på minus 0,50 procent.
Det oprindelige støtteopkøb på 750 milliarder euro blev lanceret i marts.
Det kommer til at løbe til mindst juni 2021, oplyses det. I marts var tidshorisonten året ud.
Udvidelsen af opkøbsprogrammet er en god nyhed i Danmark. Det vurderer Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.
Der købes godt nok ikke ind i Danmark, men de store opkøb kan sende investorerne på jagt efter obligationer uden for eurozonen.
– Det kan blandt andet være danske stats- og realkreditobligationer, skriver Søren V. Kristensen i en skriftlig kommentar.
– Derfor er ECB også med til at gøre livet lettere for regeringen og finansminister Wammen, men faktisk også for de danske boligejere, der med den førte pengepolitik kan se frem til meget lang periode, hvor renterne forbliver lave.
/ritzau/